FØR KAMPEN: Hvidovre-Esbjerg

KAMPEN KORT: Esbjerg er på road trip til København, hvor det gælder Hvidovre i aften og Gentofte søndag eftermiddag. Og der er en plet, der skal vaskes af efter 2-6-nederlaget hjemme mod Herning i tv-kampen for nylig.

– Jeg var langt fra tilfreds med første periode, som vi tabte 4-0 i den kamp. Men efter at have genset kampen, virkede vi godt forberedte i de første fem minutter. En puck retter et skud af og starter en dårlig stime. Vi må ikke gentage vore fejl, men skal lære af dem. Det er lige nu det vigtigste. Og samtidig må vi huske, at alle kampe er vanskelige, siger Esbjergs træner Mark Pederson i klubbens kampoptakt.

– Vi gjorde det allerede onsdag klart overfor spillerne, at hjemmepublikummet ikke skal have meget at juble over i weekenden. Og hvis der er ikke er meget larm, skal vi skal skabe vores egen lyd i form af støj, snak og kommunikation på bænken. Men lige nu handler det om, at vi skal være velforberedte, siger Mark Pederson.

Det er i første omgang Hvidovre, der er hjemmehold og skal forsøge at udfordre Esbjerg. Peter Enehags mandskab slider for at holde Herlev stangen i bunden af Metal Ligaen og gør det faktisk solidt.

Senest en fin kamp mod Gentofte, der først vandt i straffeslag og en match i Herning, hvor Hvidovre også først tabte efter overtid og straffe. Ærgerlige bonuspoint at miste for forstadsklubben, der har matchet Esbjerg tungt i to af tre indbyrdes kampe hidtil i sæsonen.

DET FORVENTER VI: Et Esbjerg-hold, der vil forsøge at trampe igennem og lægge pres på Hvidovre fra kampens begyndelse. Holder Hvidovre til det, kan holdet stille og roligt arbejde sig ind i kampen. Til Esbjergs fordel skal siges, at Hvidovre synes at levere bedre mod de “store hold” ude end hjemme.

SKADER/KARANTÆNER: Esbjerg manglede senest Anders Krogsgaard og Felix Scheel og har to mand ude til U20-VM, Grundtvig og Wejse. Derfor blev Taylor Fleming rykket op som angriber. Lejesvenden Oliver Olsson har forladt Hvidovre, der også har haft Vaagensø siddende ude længe. Desuden var Daniel H. Nielsen, Mikkel Hansen og Rasmus Hansen ude for Hvidovre senest mod Gentofte.

NØGLESPILLERNE: Esbjergs backs kommer på hårdt arbejde med den smalle defensive trup, der synes at være til rådighed for øjeblikket. Hos Hvidovre kalder kampen på holdets bærende svenskere, der kan afgøre matcher. Måske Tobias Dyk?