Blue Fox klar til finalegyser i Italien

Det var et helt igennem højdramatisk slag, de 1700 tilskuere i Palao Odegar i Asiago overværede i aftes. Desværre med det forkerte udfald set med danske øjne, for eftersom hjemmeholdet vandt 3-2 på Anthony Nigros mål 54 sekunder inde i tredje periode.

Havde Pavlodar taget bare to point i aftes, ville Blue Fox have været sikre på at gå videre før dagens kampe, men nu skal Herning altså ud i en regulær gyser for at afgøre, om det skal blive til en finaleplads, når Super Final spilles fra 8.-10. januar.

Og hvilket hold er det så, Blue Fox møder i eftermiddag, når Yertis Pavlodar står på den anden side? Det er de tredobbelte mestre fra Kasakhstan, den ret stolte ishockeynation, der har pendlet op og ned fra den bedste VM-division i de sidste mange sæsoner.

Trods sin status som mestre i landet, er Yertis Pavlodar som bekendt ikke det stærkeste hold i landet. Den status tilhører ubetinget KHL-holdet Barys Astana, mens både Torpedo Ust-Kamenogorsk og Sakyarka Karaganda er placeret i den næstbedste russiske række, Vysshaya Hockey League, der formentlig er lidt stærkere end Kasakhstans liga.

Men dermed ikke sagt, at Pavlodar ikke er stærke: Holdet består af en flok glimrende spillere fra Kasakhstan, en række slovakker med fine papirer og en masse russere, der primært har erfaring på niveau af den næstbedste russiske række – og faktisk også en god del KHL oveni. Det borger for ganske høj kvalitet, og der er ingen tvivl om, at Blue Fox får sin sag for i eftermiddag.

Midtjyderne kan håbe på, at Steffen Frank er blevet frisk, ligesom Joachim Linnet er tilbage efter endt karantæne. Det vil give ekstra kræfter, og netop det kan blive vigtigt, eftersom Blue Fox har haft længere og mere hvile end et Pavlodar-hold, der altså afsluttede kampen mod Asiago sent i aftes.

Netop ekstra kræfter og bedre skøjteløb må være en af danskernes forcer mod et modstanderhold, der til gengæld må forventes at være stærkere fysisk end danskerne.

Sæsonens første lille finale for Herning Blue Fox. Der er faceoff klokken 17, og FACEOFF-online.dk er på pletten med ord og detaljer fra kampen straks efter afslutningen.

Følg Blue Fox live-update med udgangspunkt her: 

Se kampen på streaming her: