Kyniske Blue Fox på juleferie med tre point

Foto: Jan Korsgaard

SønderjyskE-Herning 2-4 (1-2,1-1,0-1) SønderjyskE skulle for øjnene af godt to tusind tilskuere forsøge at spille sig til den første sejt i syv kampe. Modstanderen var ingen ringere end duksene fra Herning, der, senest de var i Vojens, vandt hele 8-1.

Det var dermed ikke nogen nem opgave, der ventede hjemmeholdet, og det blev da også midtjyderne, der trak det længste strå, omend efter den nok tættere affære mellem de to hold denne sæson indtil videre.

Første periode startede med et ganske optimistisk SønderjyskE-hold. En tidlig udvisning til gæsterne gav hjemmeholdet momentum og efter bare fire minutter gav presset udbytte. En Herningfejl i egen zone, gav tilbagevendte Spelling en gratis chance.

Den udnyttede han konsekvent og man fornemmede en spirende optimisme blandt de lyseblå.

Store chancer til Gibson og Fiddler blev desværre for værterne misbrugt og istedet fik udeholdet hul på bylden på deres første chance. Hjemmeholdets fjerdekæde blev sendt på isen og med det samme røg de under pres. Blue Fox var kyniske mod en flagrende defensiv og så stod den 1-1. Målscorer Pitkanen.

SønderjyskE knoklede dog ufortrødent på, men skarpheden manglede, trods tilbud til Damon og Dwyer. Med halvandet minut til pausen, slog gæsterne kapital af endnu et forsvarskoks. Rasmus Mohr fejlede i egen zone og atter straffede Herning det straks. Denne gang var Dalecky skarpretter. Dermed pauseføring til gæsterne, efter en eller solid offensiv periode fra hjemmeholdet.

De næste tyve minutter startede atter med et optimistisk hjemmehold, og efter bla en stor chance til Fiddler, kom belønningen efter godt seks minutter. Greg Gibson tog sagen i egen hånd, rundede Ludvig Adamsen, og sendte pucken ind højt i målet via stolpen.

Armene var dog knapt kommet ned, før Blue Fox atter var i front. En fin kontra, hvor Markus Jensen afsluttede fra en spids vinkel, og Myllykoski så alt andet end heldig ud, da pucken sejlede ind bag ham. Modsat de seneste kampe, blev værterne dog ved at kæmpe.

Dwyer og Damon kombinerede sig flot igennem, men sidstnævnte forpassede målet i fri position. Blue Fox kom også til store chancer i periodens sidste halvdel. Kerala og Silfver var begge tæt på at øge føringen, men stillingen forblev 2-3 før tredje periode.

Kampens sidste tyve minutter startede med en friløber til gæsterne, men Myllykoski fik afværget. I modsatte ende kom sønderjyderne ikke frem til helt så mange chancer som i kampens første fyrre minutter. Et par undertalssituationer til værterne gjorde ikke jagten på udligningen nemmere.

Derfor kom 2-4 målet heller ikke helt uventet. Jace Coyle satsede og gik med frem, men mistede pucken og set udnyttede på et flot kontraløb, hvor Dalecky for anden gang denne aften sendte pucken i nettet. Kort før tid måtte Lasse Lassen en tur på straffebænken. Hjemmeholdet satsede i seks mod fire, men ind ville pucken ikke.

Dermed blev det til nederlag nummer syv på stribe for de lyseblå fra Vojens. Der var fremgang at spore i offensiven, der producerede flere fine chancer. Derimod var defensiven langt fra overbevisende, og en kvalitetsback på stå højt på ønskesedlen til jul hos Dan Ceman, under hvem sædet efterhånden må nærme sig kogepunktet.

Blue Fox viste klasse, kynisme og et topholds evne til at slå til på de rigtige tidspunkter. Ikke mindst Dalecky og Markus Jensen strålede, og man formåede trods en svækket defensivt at vinde også på det parameter, sammenlignet med sønderjyderne.

Nu kan julefreden så sænke sig over SE Arena, eller kan den? Krisen blev ikke vendt i aften. Derimod er der nok lutter smil omkring de midtjyske juleborde søndag aften.