Kristian Jensen på toppen i solid White Hawks-sejr

Foto: iShoot.dk

Frederikshavn White Hawks-Hvidovre Fighters 6-1 (1-0,3-1,2-0) Storspil af Frederikshavn i aftenens sejr over Hvidovre, hvor unge Kristian Jensen for alvor strålede. Han var farlig i næsten hvert eneste skift, og ofrede sig også flere gange ved at blokere skud i defensiven. Han var en fornøjelse i aftenens kamp, hvor der aldrig var tvivl om udfaldet. Hertil var White Hawks klasser bedre end Hvidovre.

Første periode var også ét stort pres fra hjemmeholdets side. Der blev lagt et godt tempo for dagen, pasningerne sad i skabet, og der blev afsluttet flittigt mod Lundström. Masser af chancer til høgene, og kun sporadiske forsøg til gæsterne. 14-5 sagde skudstatistikken efter 20 minutter, hvilket gav et godt billede af begivenhedernes gang i Scanel Hockey Arena.

Vi fik en enkelt scoring. Og hvilken en! Bum sagde det, da Roberts Jekimovs klappede et projektil afsted, så pucken sejlede direkte op i krydset. Letten modtog pucken på blå linje, et enkelt træk, og så var der kontant afregning. Svenskeren i Hvidovre målet nåede end ikke at blinke med øjnene, før pucken havde passeret ham. Klassekasse til 1-0.

Det blev også 2-0. Eller det troede det meste af hallen. Men Rasmus Søndergaard scoringen blev helt fortjent annulleret, da høge-kaptajnen sparkede pucken det sidste stykke over stregen. Hans holdkammerater i den lille lokale fodboldklub Gærum, hvor han optræder om sommeren, vil nok hævde, han aldrig har lavet sådan en scoring på serie 4-holdet.

Imponerende support til gæsterne i aften i Frederikshavn. Fire ihærdige Hvidovre supportere gav den gas med trommer, bannere, og sang gennem hele kampen. Flot at tage den lange tur til Vendsyssel, hvilket også aftvang respekt i Scanel Hockey Arena, hvor de fire fik fine applauser da de blev filmet og kom på storskærmen.

Kampbilledet var det samme i anden periode. Stor overvægt i spil og chancer til vendelboerne, der til tider pressede gæsterne i bund. Det gav også scoringer med sig, da Kristian Jensen udnyttede et overtal fordi Hvidovre var for mange spillere på isen.

Det var ikke meget Christian Larsen havde at lave i hjemmeholdets bur i kampens første halvdel. Der var reelt set kun brug for ham en gang, men der var han på sin plads og lukkede godt af for Nicki Kisums ellers glimrende afslutning.

Det var høgene her, der og alle vegne, og derfor en naturlig konsekvens det også blev 3-0. Mark Hurtubise huggede til, og så blafrede nettet endnu en gang bag en ellers glimrende Lundström. Svært at se Hvidovre mobilisere flere kræfter, men det lykkedes faktisk.

De kom godt med i den sidste del af perioden, og producerede et par kvalificerede forsøg mod Christian Larsen. Et af dem kom der en reducering ud af, da Dennis Christjansen tog chancen et godt stykke udefra. Han klaskede godt til pucken, og så var Christian Larsen passeret. Når høge-keeperen ser den på video, vil han nok ærgre sig en hel del.

Kort før lukketid i anden periode kom vendelboerne i overtal, og det udnyttede Kristoffer Astorp Lauridsen, da han dukkede op ved bagerste stolpe og fandt et lille hul hos Lundström. Derfor 4-1 efter 40 minutter i Scanel Hockey Arena.

Tredje periode startede også med et White Hawks tryk. Her var Astorp Lauridsen og Jekimovs tæt på, hvor Lundström måtte ud i fuld længde for at klare. Ham skulle Hvidovre være glade for i aften.

Hvidovre havde også enkelte muligheder. Grønvaldt forærede en friløber til Tobias Dyk, men her stod Christian Larsen i vejen for en reducering. Kort efter var svenskeren faktisk på spil igen, men heller ikke her havde han held med afslutningen.

Med godt 10 minutter tilbage af opgøret blev det 5-1, da aftenens helt store spiller, Kristian Jensen, i to omgange fik skovlet pucken i mål. Det blev også 6-1 i det ellers så udskældte White Hawks-powerplay. For tredje gang i aften lynede vendelboernes overtal, da Cam Spiro styrede et Simon Grønvaldt skud i mål.

Den resterende del af kampen faldt tempoet, og White Hawks sejren på 6-1 blev kørt stille og roligt hjem til taktfaste klapsalver hos knap 1100 tilskuere.