Game center: Esbjerg-Frederikshavn

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Esbjerg og Frederikshavn er begge kommet forrygende fra start i sæsonen Metal Liga, og nu mødes de to mandskaber i et ægte topopgør i Granly Hockey Arena i aften. Hvem skal beholde titlen som ubesejret?

– Frederikshavn er et dygtigt mandskab. De er gode med pucken og de spiller smart, så det gælder om, at vi er hurtige i tanke og handling og måske kan ”straffe” dem lidt på omstillinger.

– Derfor skal vi vinde pucken tidligt, være aggressive ligesom vi har forsøgt hidtil. Vi skal bygge videre på vore præstationer og så hæve niveauet lidt, siger Esbjergs assisterende træner Thor Dresler før kampen.

– Jeg synes, at vi har et fornuftigt hold, så vi har gode muligheder i alle kampe, hvis vi holder aftalerne. Så om vi spiller hjemme eller ude, så er målet det samme. Men vi vil gerne forkæle vort hjemmepublikum lidt, så det kunne være rart at vinde igen, tilføjer han.

De to hold plejer at levere tætte og jævnbyrdige kampe, og det bliver næppe en undtagelse i aften, hvor Esbjerg formentlig vil blive udfordret af en stærk nordjysk defensiv.

Og så bliver det interessant at se dysten mellem Mark Pederson canadiske opfattelse af spillet og Peter Johanssons svenske ditto.

Holdene: Frederikshavn savnede Markus Olsson tirsdag, og Mathias Bau er endnu ikke meldt klar. Hos Esbjerg afsoner Rasmus Vad Christensen sin sidste omgang karantæne.

Hold øje med: Jeff Frazee er formentlig tilbage i Esbjergs mål og er klar til revanche efter at have kostet mål i åbningskampen mod Herning. Hos Frederikshavn er den fra Sverige tilbagevendte Christian Christiansen kommet fint fra start. En spændende spiller.