37-årige Sauffaus tager en tørn mere i Gladsaxe

En af de mest rutinerede spillere i dansk divisionshockey tager en tørn mere i den kommende sæson.

Michael Sauffaus – med adskillige sæsoner, et dansk mesterskab og over 600 kampe bag sig i ligaen – fortsætter nemlig karrieren i den kommende sæson i Gladsaxe.

Det skriver han på sin personlige Facebook-side.

Sauffaus er efterhånden blevet 37 år og havde i fjor sin anden ungdom i et sprudlende samarbejde med amerikanske Cameron Spiro i Gladsaxes førstekæde.

Med 61 point i 31 kampe i grundspillet sluttede Michael Sauffaus på andenpladsen på topscorerlisten i landets næstbedste række – bag netop Cameron Spiro.

– Har overtalt min gamle krop til at spænde skøjterne på og spille en aller, allersidste sæson. Så min aktive karriere slutter med en sidste sæson i Gladsaxe. Derefter skal trænerkarrieren i gang, skriver “Sau”, der dermed skal i gang med sin sjette sæson i 1. division, hvor han også har været i Gentofte, Amager, inden han skiftede til Gladsaxe.

Michael Sauffaus spiller sin tredje sæson i traditionsklubben.