Metal Liga-restart: Herning Blue Fox

Vi skal i gang med Metal Ligaen igen. Det bliver forrygende og med et tæt kampprogram i den kommende måned. FACEOFF-online.dk-redaktør Michael Søvsø lynvurderer i løbet af mandagen de 10 holds hidtidige sæson og ser frem mod de kommende hårde måneder.

Indtil nu: Det lysnede for alvor i Herning, da Mario Simioni kom til og overtog trænerposten. I det midtjyske drømte man i hvert fald om, at italo-canadieren kunne få “Bjorkstrand-tiderne” tilbage. Indtil er det ikke gået som smurt. Herning har hakket af sted som en maskine uden olie, og masser af puck bliver ikke forvandlet til mål. En syvendeplads på det her tidspunkt af sæsonen er ikke hverdagskost.

Spørgsmålstegn: Kan herningenserne overhovedet score mål? Godt nok blev Steffen Frank hentet ind til det samme, men der er også andre, der skal løfte sig. Ikke mindst de imports, som ikke har leveret nok på den konto. Defensiven lukker ikke frygtelig meget ind, men er under pres, så længe Herning ikke scorer flere kasser i den anden ende. Powerplayet skal ligeledes til at fungere.

Individualisten: Der er ikke nogen decideret superstjerne i Herning, men skulle man pege på en profil, skulle det være Jordan George, der har leveret lige nøjagtig 11 point i 11 kampe. En målfarlig og dygtig angriber, der for det meste bliver suppleret af Jerred Smithson, som står med 10 point.

Perspektiverne: Jeg tror egentlig, at hele ishockey-Danmark går og venter på, at Herning får fart i skøjterne og point på kontoen. Alene af den årsag, at det plejer Herning at gøre. Den næste tid vil vise, om sæsonstarten bare var en svipser, eller om Herning bare ikke er bedre, end man har vist i de første kampe.

Stjerner (fra 1 til 5): ** – To stjerner til Herning for at humpe af sted gennem sæsonen – men dog alligevel presse flere af de andre tophold i tætte kampe. Både Esbjerg og SønderjyskE har fået kamp til stregen.