Game center: Odense-Rungsted

(Grundspils kamp mellem Rungsted Ishockey og Odense Bulldogs, spillet i SAXO Bank Arena, Rungsted den 17. Oktober 2014) Foto: Jan Korsgaard

Odense-Rungsted 7-2 (1-1,3-1,3-0)

Hvilken sæsonåbning for Odense Bulldogs. En halv time skulle der til, før fynboerne fik skøjterne slebet mod Rungsted Ishockey. Men derefter gik det uhyggelig stærkt. Et hav af katastrofale fejl, kombineret med elendig backchecking, sendte gæsterne på glatis.

Rungsted begyndte ellers godt. Piskede frem med hårdt arbejde, anført af Morten Green, der arbejdede hårdt i begge ender.

Det var ikke fortjent, at Odenses Sean Wiles kort før pausen fik udlignet den føring, som Andres Grönlund tidligt i kampen havde givet Rungsted.

Wiles leverede igen i anden periode, Rosenthal udlignede for gæsterne, men så gik det ellers rabundus foran Michael Clemente i Rungsted-målet. Den nye goalie må have sovet dårligt efter det, som spillerne foran ham bød i den sidste halve time.

Se højdepunkterne via Bulldogs.dk her:

Først fik Rasmus Bjerrum klappet “tennis” til en puck foran gæsternes mål og kort efter var esbjergenseren sidste mand på en kontra. Fire Rungsted-spillere inklusive backen Nicolai Weichel var helt oppe i Odense-enden, og det udnyttede hjemmeholdet effektivt.

Næsten 1500 tilskuere jublede videre i tredje periode, hvor John Armstrong helt uhørt fik lov at score i dobbelt undertal. Dale Mitchell nettede to gange, og var ved at komme op at slås med sin gamle holdkammerat Anthony Aquino efter kampens afslutning.

Se billeder fra kampen via Bulldogs.dk her:

Martin Larsen væltede en dommer omkuld, måske uden konsekvenser, og i Rungsted-boksen kunne Olaf Eller og Per Holten Møller hovedrystende se til en elendig sidste halve time.

– Jeg ved ikke, hvad Rungsted lavede til sidst, men det virkede til, at de havde givet op, sagde den dobbelte Odense-målscorer Rasmus Bjerrum til Bulldogs.dk efter kampen, der sendte Bulldogs på førstepladsen på Metal Ligaens første sæsonaften.

Hør Rasmus Bjerrums kommentar til kampen via Bulldogs.dk: