Game center: Rungsted-Frederikshavn

Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Med skader til Anders Feddersen og Johan Andersson var det logisk nok, at Rungsted i går præsenterede Antti Kangasniemi som ny centermand. Foreløbig på tryout i tre kampe. Kangasniemi kan måske sætte lidt spirit ind på Rungsted-holdet, der i slaget tirsdag aften i Rødovre ikke virkede specielt veloplagt.

Selv klubbens hjemmeside talte bundærligt om, at det ikke fungerer specielt godt for nordsjællænderne for øjeblikket.

– Spillet er sådan set fint nok på en stor del af banen, men effektiviteten på den sidste tredjedel er nærmest fuldstændig fraværende og når der samtidig tilsættes en passende mængde personlige fejl, så er det næsten umuligt at vinde ishockeykampe.

– Dette må desværre siges at være situationen lige nu. Udefra at se kunne der godt mangle noget vildskab, som markerer at spillerne virkelig VIL sejre i den enkelte kamp, skrev Rungsted i kampreferatet.

Måske Kangasniemi kan hjælpe mod et frederikshavner-hold, der bestemt heller ikke brillerede i dobbeltmødet mod Gentofte. Manglende tempo, rytme og koncentration var nogle af nøgleordene, da Frederikshavn blev pillet ned i tirsdag mod et klogt spillende Gentofte Stars-mandskab.

Se i øvrigt et fint Kangasniemi-interview her fra Rungsteds hjemmeside:

Frederikshavn havde ellers Mathias Bau tilbage og han var opsat og en mand, der skabte dynamik hos vendelboerne. Men det var altså ikke nok til at ryste Karsten Arvidsens for tiden særdeles velspillende mandskab.

Derfor vil frederikshavnerne – ligesom Rungsted – være særdeles klar på revanche i aften. Tæt kamp i vente.

Holdene: Rungsted altså med Kangasniemi, men uden Joachim Holten Møller, Daniel Nielsen, Anders Feddersen og Johan Andersson. Lige nu hårde tider på den front for Eller og Holten Møller i trænersædet. Hos Frederikshavn var både Mads Larsen og Mathias Bau tilbage mod Gentofte, så mon ikke det bliver fulde kanaler for White Hawks i aften?

Hold øje med: Det kyndige ishockeypublikum i Saxo Bank Arena vil naturligvis tage finske Kangasniemi i øjesyn fra første minut. Han har tre kampe at bevise sig i. Hos Frederikshavn kom Mathias Bau fint tilbage tirsdag og vil selvklart være opsat på at levere mere i aften.