VM 2018: Hernings hoteller melder udsolgt

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Herning er som bekendt vært for Danmarks pulje ved VM 2018 i Danmark. Midtjyderne har besøg af prominente nationer som USA, Canada og ikke mindst de ishockeygale finner, og byens 745 hotelpladser er ganske enkelt booket op, skriver aoh.dk/Herning Folkeblad.

– Vi bookede alle hotelværelserne til begivenheden fra start, og de er blevet fyldt op, forklarer Søren Juul Baunsgaard, direktør for VisitHerning, til avisen.

Herning satser og håber på, at den private udlejning i byen kan løftes, og at den såkaldte hockeycamp i Messecenter Herning også giver pote i ekstra overnatninger. Også byerne i omegnen forventes at blive solidt booket op.

Og samtidig har VM 2018-organisationen opjusteret antallet af overnatninger i Herning op til VM.

– I 2015 lavede vi et estimat på antallet af overnatninger. Dengang regnede vi lidt konservativt frem til, at der i Herning ville være 28.200 overnatninger i løbet af VM. Det skal så justeres, og nu hvor vi allerede har solgt så mange billetter, tør jeg godt gætte på, at det bliver omkring 40.000 overnatninger i Herning, fortæller Enver Hansen, direktør for ishockey VM 2018, siger Enver Hansen, der er direktør for VM 2018, til avisen.

Samtlige danske kampe er tæt på at være udsolgt, og det går for øjeblikket bedre end forventet med den generelle billesalg til VM.