24 DAGE MED VM 2018: Da Danmark gik hockeyamok

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Havde man nogensinde troet at dansk ishockey ville ende på P1’s sendeflade? Eller at Ekstra Bladet og B.T. ville bruge otte sider af sportstillægget på VM i ishockey? At der ville blive sat afstemninger i gang om ishockeylandsholdets ”lækreste hug”? Eller at Danmark ville slå Slovakiet, Finland og USA under en samme VM-slutrunde? Nej vel… Men i Köln i maj 2010 fik dansk ishockey en forsommer som aldrig vil blive glemt, og den hidtil mest bemærkelsesværdige VM-præstation, der lå tilbage ved VM i Finland i 2003, blev overgået med flere længder.

At Danmark skulle ende i en VM-kvartfinale mod Sverige stod ikke skrevet i bøgerne 4. maj 2010. Det var datoen, hvor de danske løver, efter en række vellykkede træningskampe mod lidt mindre nationer, endelig skulle prøve kræfter med en af de helt store i klassen. Som hierarkiet nu engang er i international ishockey, er det en stor ære for Danmark, når Sverige frivilligt vil prøve kræfter med lille Danmark.

Da den danske landsholdsmålmand Patrick Galbraith skøjtede ud i omklædningsrummet i Lindab Arena i Ängelholm den aften, kunne han kigge op på måltavlen og notere sig cifrene 10-3 i hjemmeholdets favør.

Tre Kronor, det svenske landshold, havde spillet gæsterne ud af hallen, og hverken de svenske aviser eller manden med de kvikke replikker på svensk tv, ekspertkommentatoren Niklas Wikegård, lagde skjul på, at broderlandets modstand havde været alt, alt for ringe. Svenskerne stillede spørgsmålstegn i fornuften ved at måle sig med en så ringe modstander lige op til VM-turneringen, og set med svenske øjne var Danmark ganske enkelt gjort til grin.

Længere var den ikke.

– For os, der spiller i Sverige til dagligt, var det ikke nogen sjov oplevelse. Vi kom derop med en god fornemmelse og gode træningskampe i benene. Og selv om samtlige marginaler i den kamp var på svenskernes side, kunne vi ikke komme udenom, at det her var en lussing, husker Patrick Galbraith.

*

Der var blot to dage tilbage til VM-premieren mod Finland, og selv om danskerne havde fået en på hatten i Sverige, så herskede optimismen trods alt stadig i det danske omklædningsrum. Frans Nielsen og Peter Regin kom til træningslejren i storform, og det var netop de to spillere, der var udset til at være de nye ledere på holdet.

I det hele taget var den nye, unge generation endelig sprunget et skridt fremad i hierarkiet, og at spillere som Philip Larsen, Lars Eller og Morten Madsen alle havde leveret flotte sæsoner på deres klubhold, betød, at det var et dansk landshold med forøget tro på sig selv, der forberedte sig frem mod VM. Kort efter 3-10’eren i Sverige skulle det vise sig, at lige netop den grimme lussing blev det berømte wakeup-call for løverne.

Den danske landstræner Per Bäckman stod for anden gang i sit liv i spidsen for et landshold under en VM-slutrunde. Året forinden – i Kloten i Schweiz – var han med til at redde løverne fra nedrykning på målstregen. Nu ville Bäckman et skridt eller to videre med sit mandskab.

*

Svenskerens spilfilosofi var enkel. I hver eneste kæde skulle den enkelte spiller have en rolle, som kunne udføres til perfektion:

Helt fremme i den forreste del af skulle 1’eren være den aggressive terrier. Gerne en lille, hurtig mand, der var rap på skøjterne. En spillertype som SønderjyskE’s Kim Lykkeskov eller Malmös Nichlas Hardt passede perfekt ind i den rolle. 1’erens største ansvar: At anvise de øvrige spillere i kæden om, i hvilken side og hvornår, der for alvor skulle lægges pres på modstanderen.

Bag 1’eren skulle kædens center og den anden wing agere. Centeren i venstre side og med størst defensivt ansvar og wingen som en blanding af 1’eren og centeren. Det kunne for eksempel være Julian Jakobsen eller Lars Eller.

Backparrene var fordelt med en spillende type og en fighter. Som i tilfældet Stefan Lassen/Philip Larsen. Lassen som arbejdsmanden, og Larsen som spilleren med mest puck og med ansvaret for opbygningen af spillet nede fra egen zone.

Foto: Jan Korsgaard

Alfa og omega i hele puslespillet var hurtige spilvendinger og dermed muligheden for at fange modstanderen ude af organisation, og så håbe på, at stærke, individuelle spillere, som for eksempel Peter Regin, kunne lave det frække og uventede i den brandsvære indledende pulje, hvor Finland, USA og Tyskland ventede.

Blot to dage efter lussingen i Ängelholm løb Danmark på banen i Europas største indendørshal, Lanxess Arena i Köln. 11452 mennesker var på lægterne, da de to hold løb på isen klokken 20:09.

Nu skulle danskerne for alvor i kamp, og udfaldet af kampen endte med at sende chokbølger helt ud i den store ishockeyverden. Allerede efter to minutter havde Frans Nielsen bragt Danmark foran 1-0, og det mål, der skulle ende med at symbolisere hele den danske optur, blev scoret blot tre minutter senere.

Peter Regin var kommet direkte fra Ottawa Senators, hvor fansene havde kåret ham til bedste mand i NHL-klubbens korte slutspilskampagne. Han var ganske enkelt i storform og fem minutter inde i kampen mod Finland dansede han ind over blå linje, trak staven ind til kroppen og pucken gennem benene på den finske back Sami Vatanen. I næste moment havde Peter Regin lagt gummiskiven op i det finske nettag, og Danmark var foran 2-0. En drømmestart.

Næsten magen til mellemrundekampen ved VM i Moskva i 2007, hvor danskerne lynhurtigt bragte sig foran 2-0 mod Sverige.

Dengang vendte svenskerne kampen uden problemer, men nu, i Köln 2010, var de vilde, unge danskere fra 2007 blevet til stærke mænd med hår på brystet. Og Finland var ikke noget, man frygtede, hvis man var Philip Larsen, Julian Jakobsen, Morten Madsen eller Lars Eller, for de finske spillere var modstandere, danskerne let matchede hjemme i klubberne i dagligdagen.

At det danske landshold anno 2010 var stærkt, vidste det store kontingent af danske tilskuere et par timer efter Peter Regins tidlige drømmemål. Finland havde ikke været i nærheden af sejren. Danmark vandt 4-1, og med Tysklands 2-1-sejr efter overtid over USA foran 77.000 tilskuere ved VM’s åbningskamp, havde Gruppe D fået en sensationel åbning.

I det danske mål havde Frederik Andersen fået chancen, og herningenseren med Frederikshavn som klubadresse gjorde det fremragende. Patrick Galbraith var blevet vraget efter det store nederlag i testkampen i Sverige.

– Sådan som Frederik stod mod Finland, var det den helt korrekte beslutning, og jeg kunne selv regne ud, hvorfor jeg skulle sidde ude. Jeg fik ikke nogen detaljeret forklaring, men var helt indforstået med beslutningen. Sådan er elitesport. Er du ikke god nok, må du sidde ude – og nogle gange får du chancen igen. Så det er bare med at agere professionelt og arbejde hårdt, husker Patrick Galbraith.

*

Med Frederik Andersens fremragende åbningskamp i baghovedet regnede Galbraith ikke med at starte inde, da danskerne to dage senere mødte USA i turneringens anden kamp. Et amerikansk hold, der i dansk regi stadig mest blev husket for det danske ”Miracle on Ice” i 2003, hvor Danmark i sin allerførste kamp nogensinde i VM’s bedste gruppe vandt 5-2 over de mægtige spillere med Stars and Stripes-logoet. Det var historisk, og lørdag 8. marts blev de danske løver historiske igen.

Per Bäckman viste stor viden om målmandspsykologi, da han stik imod de flestes forventninger valgte at begynde kampen med Patrick Galbraith som ankermand. For hvorfor vælge en målmand, der i sin seneste kamp havde lukket 10 mål ind frem for en målmand, der i VM-åbningskampen havde stået fremragende i en 4-1-sejr over Finland?

– Jeg har sjældent været så nervøs før en ishockeykamp. Eller måske er spændt det rette ord. Men heldigvis kom jeg godt i gang med kampen. Mine holdkammerater fik godt fat i amerikanerne, og jeg fik nogle lette skud, så jeg kunne blive varm, forklarer Patrick Galbraith.

62 minutter senere viste det sig, at landstræneren havde valgt rigtigt, da han sendte Galbraith på mål. Leksand-målmanden og sønnen af den sønderjyske målmandslegende George Galbraith havde stået mindst lige så godt som Frederik Andersen i åbningskampen, og nu åbenbarede realiteterne sig pludselig for ishockeyoffentligheden herhjemme: Danmark havde et målmandspar af international klasse. Intet mindre.

Endnu vildere: Danmark førte nu Pulje D ved VM efter at Stefan Lassen i overtiden mod USA i ren kamikaze-stil havde hamret et slagskud ind fra blå linje og selv snuppet returpucken inde foran mål.

Et sted, Stefan Lassen yderst sjældent plejede at befinde sig. Men som de fleste andre danskere i de dage, stod Lassen bare det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Fem point for to kampe – efter kampe mod Finland og USA og billetten til mellemrunden var sikker.

*

Hjemme i Danmark gik det hele nu amok. Her kunne P1 – i det yderst seriøse morgenmagasin P1 Morgen – 12. maj klokken 6:45 byde velkommen til DIU’s direktør Enver Hansen. Formentlig første gang nogensinde, at dansk ishockey blev omtalt i radioens suverænt mest seriøse kanal.

I den svenske avis Aftonbladet omtalte den mangeårige ishockeyskribent Mats Wennerholm den danske træner Per Bäckman særdeles rosende.

– Per Bäckman giver ren besked, siger tingene lige ud og lægger ikke skjul på noget som helst, skrev Mats Wennerholm og konstaterede, at det var helt modsat den svenske vej, hvor der blev nølet med budskaberne fra landstræner Bengt-Åke Gustafsson

Eftermiddagsmagasinet Køter på P3 flere gange havde flere gange DR’s ishockeyjournalist, Carsten Ritter, igennem – og også Per Holten Møller, Rungsted Cobras-træner, var i æteren.

Danmark var pludselig også ”talk of the town” på den officielle VM-hjemmeside. På den traditionelle Power Ranking, hvor skribenterne udlagde og fortolkede dagsformen på de forskellige hold, røg Danmark helt op på fjerdepladsen, langt over mange af de store nationer. Kun Canada, Sverige og Rusland var foran Danmark på den alternative hitliste. Danskerne blev betegnet som ”fulde af selvtillid, men ikke kæphøje”.

Sædvanen tro havde de danske spillere benene plantet solidt. Når der var kontakt med pressen var det mest i forhallen til Kölner Haies lille træningshal på Gummersbacher Strasse, og mange danske tilskuere og ishockeyfolk fandt hurtigt ud af, hvor landsholdet trænede.

Foto: Jan Korsgaard

Derfor blev den såkaldte mixed zone efter træningerne ofte et hyggeligt sammenrend af spillere, trænere, sportschefer og tilskuere, der alle lige skulle diskutere gårsdagens kamp og de kommende opgaver. Spillerne så ud til at nyde solskinnet og den store opmærksomhed i Köln-forstaden Deutz, og de danske drenge optrådte med den konstante imødekommenhed, der altid har præget holdet i A-VM-æraen.

*

Næste opgave var ikke mindre monumental end de foregående. Selv om værtsnationen Tyskland på papiret var den nemmeste modstander i den indledende pulje, så havde tyskerne – ligesom de rød-hvide – fået et enormt selvtillidsboost i åbningskampen mod amerikanerne, og som resultaterne havde maget sig, så var tyskerne tvunget til at slå Danmark for at være sikre på at gå videre.

I underkanten af 20.000 tilskuere var på lægterne i en propfuld Lanxess Arena, og de danske supportere i hallen måtte bare anerkende, at det var svært at komme til orde.

Tyskerne – pakket ind i Bundesliga-hår, karakteristiske cowboyveste og ikke mindst de typiske overbroderede klubtrøjer – var kommet fra Straubing, Bremerhaven, Mannheim, Herne og Leipzig for at støtte deres helte. Initieret af den fantastiske stemning fra åbningskampen var hockeyfeberen brudt ud i det meste af Tyskland, og landsholdet samlede pludselig en opmærksomhed, tysk ishockey ikke havde oplevet i årtier.

Tyskerne ville simpelthen videre i mellemrunden og sendte en med en trykbølge af tacklinger tungt pres ned mod det danske mål. Derfor overlevede tyskerne også en dansk drømmestart og Philip Larsens 1-0-føring og vandt 3-1. Resultatet sendte både Danmark og Tyskland videre over i mellemrunden – og begge hold havde gode muligheder for en kvartfinale. En flot småskuffede danske spillere skulle nu ud i en regulær nøglekamp mod Slovakiet.

*

Vi skruer først lige tiden frem til pressemødet efter Danmarks kamp mod Slovakiet. Det var underholdende. På højre side af bordet sad Per Bäckman med Tomas Jonsson ved sin side og begge smilede lunt. På venstre side af bordet gik Glen Hanlon mere eller mindre amok.

Den højtestimerede canadier, der i de forgangne sæsoner havde været chef for Hviderusland med stor succes, havde fået nyt job i Slovakiet, hvor det var hans opgave at føre det traditionsrige ishockeyland frem mod hjemme-VM i 2011. Et 0-6-nederlag mod Danmark var ikke godt for hverken Hanlons selvforståelse eller slovakisk ishockeys renommé.

– Jeg ønsker Danmark tillykke og ønsker dem held og lykke videre i turneringen, lød det meget korte og klare facit fra den slovakiske træner, da han skulle give sit statement om kampen, som det er kutyme blandt trænerne ved et VM. Mere sagde han ikke i første omgang.

Derefter: Spørgsmål til Hanlon fra en slovakisk journalist: Tænkte du på at smide håndklædet i ringen efter første periode, og har du nogensinde oplevet at være bagud 0-6 efter 13 minutter som træner?

– Nej. Det er det dummeste spørgsmål, jeg nogensinde har hørt. Selvfølgelig smider vi ikke håndklædet. Det slovakiske folk skal være stolt af de her spillere. De gav aldrig op.

Grunden til Hanlons bitterhed gemte sig et andet sted. Slovakkerne havde dagen forinden spillet 20.15 mod Kasakhstan, og desværre havde programmet maget sig sådan, at Glen Hanlons tropper skulle spille 16.15 mod Danmark den efterfølgende dag.

– Det er det latterligste, jeg nogensinde har oplevet i ishockey. Spillerne spiste aftensmad klokken 01 i nat, de har brugt en måned væk fra deres familier og koner og så skal de udsættes for det her. Jeg er en træner, der er vred over et nederlag, og i NHL havde jeg nok fået en bøde for at sige alt det her, sagde den slovakiske coach – med stenansigt.

– Jeg må understrege, at jeg ikke vil tage noget fra det danske hold. Det er godt coachet og godt organiseret, og de har mange dygtige og smarte unge spillere. Men jeg skal love, at den her kamp har bragt vores slovakiske mandskab tættere sammen. Vi skal nok komme igen, forsikrede Glen Hanlon.

*

I VM 2010 lykkedes det ikke for slovakkerne at rejse sig efter mødet med en dansk første periode-orkan, der blæste allerede efter et minut. Artisten på det danske hold, Peter Regin, strøg ind over blå linje og svirpede pucken ind bag Petr Budaj i det slovakiske mål. Den sad helt oppe i krydset, og der gik omkring tre minutter, så var slovakken passeret igen:

Jesper Damgaard var nede på knæ for at bevare pucken i den slovakiske zone, mens Danmark havde powerplay, og Damgaard fik passet pucken til Philip Larsen, der fra venstre hamrede et slagskud op i samme kryds som Peter Regin havde ramt i minutterne forinden. Der var spillet under fem minutter, da Mads Christensen gjorde det til 3-0 ved at være på plads inde foran mål og styre et Morten Green-skud i nettet.

I Köln tog både de danske og de slovakiske tilskuere sig til hovederne. Danskerne fattede knapt, hvad der foregik, mens slovakkerne var i chok over sammenbruddet. Timeout og målmandsskift. Det mest vanvittige var, at den danske rus fortsatte.

Slovakkernes reservekeeper Rastislav Stana holdt omkring syv minutter, inden han røg ud i samme uvejr som kollega Budaj. Igen var danskerne knivskarpe i powerplay. Morten Madsen rumsterede inde foran mål efter Daniel Nielsens skud. 4-0. At danskerne kunne det hele den eftermiddag i Köln beviste 5-0-scoringen. Kasper Degn vandt en nærkamp bag mål, vendte sig om, så sig omkring og passede pucken skråt bagud til Morten Green, der hamrede pucken op i fjerneste hjørne. Ren dansk ekstase.

Et sted i hallen stod fem danskerne i hvide t-shirts med røde bogstaver, der sammen udgjorde navnet Green. Et andet sted svingede en anden flok tilrejsende nordboer et Dannebrog med påskriften ”Skinkespyddet”. Måske var påskriften et ironisk navn til deres bare hvide maver.

Fælles for dem alle var, at de var ved at tabe både mund, næse og fadøl, da Stefan Lassen efter 13 minutter og 42 sekunder hamrede et slagskud i kassen fra blå linje til 6-0 Danmark. På TV2 Sport råbte og skreg Jimmy Bøjgaard og Olaf Eller højere end Flemming Toft, da Danmark vandt EM-guld i fodbold i 1992, og de fortvivlede slovakker havde ikke flere timeouts tilbage.

Foto: Jan Korsgaard

Da holdene skøjtede til pause var det allerede definitivt, at kampen ville gå over i historien som den flotteste danske ishockeypræstation nogensinde. Godt nok var slovakkernes fokus mest af alt på hjemmebaneslutrunden i 2011, men slovakkerne kunne – og det blev tydeligt bevist af trænerens reaktion på det efterfølgende pressemøde – slet ikke lide at tabe til Danmark. De sidste 40 minutter var målløse, og kampen endte altså 6-0 til Danmark.

Et resultat, der stod i skærende kontrast til de nationers første landskampe tilbage midt i 90’erne. Dengang hed resultaterne 11-1 og 9-0 i slovakisk favør, og resultatet i Köln beviste, hvilken fantastisk fremgang, dansk ishockey havde været i siden årtusindeskiftet, og ikke mindst siden oprykningen til A-gruppen i den ungarske provinsby, Dunaujvaros, tilbage i 2002.

På hotelværelset om aftenen sad de gamle venner fra Vojens, Patrick Galbraith og Kim Lykkeskov og grinede lidt af dagens begivenheder. De delte en øl og kunne ikke helt forstå, hvad de havde været en del af tidligere på dagen.

– Vi snakkede om, at nu var de kommet her med alle deres stjerner og skulle vise os, men i stedet for er vi altså foran 6-0 efter første periode. Med det udgangspunkt blev de to sidste perioder faktisk noget specielle. Alle vidste, at kampen var afgjort, og stemningen i vores omklædningsrum var stille og rolig, da det hele var overstået. Selvfølgelig med smil på læberne, men slet ikke som havde vi vundet på et mål i sidste minut, husker Patrick Galbraith.

– Vi kunne ikke rigtig mærke, at der var hockeyfeber derhjemme. Selvfølgelig fik vi fortalt noget hjemmefra og kunne følge med på nettet. Men de journalister, der var i Tyskland, var dem, der plejede at være omkring holdet. På den måde var trygheden, som den plejer at være. Men vi var selvfølgelig stolte, da vi fik at vide, at stemningen derhjemme var noget, som kun fodbold- eller håndboldlandsholdet plejer at skabe.

*

Igen kom der anerkendende ord fra svenskerne. Denne gang den mangeårige ishockeyskribent Tomas Ros fra Aftonbladet.

– Nej, Slovakiet er ikke Rusland, Canada eller Sverige, men holdet er trods dobbelt så højt på verdensranglisten som Danmark, og Slovakiet har tre gange så mange skøjtehaller som Danmark.

– Hemmeligheden på det danske hold er et herligt sammenhold på holdet. En glæde for at kæmpe for hinanden, og så har man yderst dygtige spillere som Peter Regin, Philip Larsen og Frans Nielsen og Lars Eller.

– Regin havde formentlig kunne spille sig ind på Ruslands stjernespækkede hold, og det tror jeg faktisk ikke, at nogen af de svenske spillere havde formået.

– For mit eget vedkommende har jeg fået et nyt favorithold. Et hold som gør mig varm indeni og udstråler stor glæde og empati. Det minder meget om en sommer for 24 år siden i Mexico, skrev Tomas Ros, der nogle år tidligere havde været med i det svenske kor, der ville have Danmark og de andre såkaldte ”Blåbærnationer” smidt ud af VM.

*

Nu elskede de fleste Danmark, og så gjorde det ikke så meget, at danskerne efterfølgende tabte 1-6 til de mægtige russere, der havde taget både tusinder af supportere og et stjernespækket hold med Alexander Ovechkin i spidsen og spillere som Evgenij Malkin og Pavel Datsyuk som supplerende artister, med til Tyskland.

Dagen efter nederlaget mod russerne skrev dansk ishockey igen historie. Og det uden at landsholdet overhovedet var på banen. Efter 0-0 i første periode besejrede Finland Slovakiet med 5-2, og det betød, at Slovakiet og det andet bundhold i puljen, Hviderusland, ikke kunne hente danskerne. Allerede inden den sidste mellemrundekamp mod hviderusserne var en historisk VM-kvartfinale altså en realitet. Danmark havde i 2010 sikret sig en plads blandt verdens otte bedste nationer, og igen kunne man opstille historiske kontraster:

Selvfølgelig kunne man hente det legendariske 0-47-nederlag mod Canada i 1949 frem, men også nederlag på 3-17 til Ungarn, 0-14 mod Holland og 1-9 mod Storbritannien var en del af den danske VM-historie. Men i 2010 var Danmark ovenpå, og de førnævnte nationer – Canada undtaget, naturligvis – så langt nede i ishockeyens verdenshierarki, at landstræner Bäckman ikke engang ville overveje en testkamp mod dem.

Så nu ventede en afsluttende mellemrundekamp mod Hviderusland og derefter kvartfinalespil. Hvem modstanderen ville blive var stadig åbent, men det var et faktum, at Danmark med en sejr over Hviderusland kunne spille sig tæt på en kamp mod Schweiz, som var den absolutte drømmemodstander blandt de fire hold fra den anden mellemrunde.

Efter mange smukke forestillinger blev kampen mellem Danmark og Hviderusland et ægte antiklimaks set med danske øjne. Der var ikke mange tilskuere i hallen, og et Lars Eller-mål efter blot 38 sekunder var desværre med til at lulle de rød-hvide i søvn. I den kæmpemæssige og svært mennesketomme arena i Köln lykkedes det fortjent for Hviderusland at vende kampen og vinde 2-1, og nu stod Danmark til et klassisk opgør mod Sverige i kvartfinalen.

*

Med tanke på 10-3-sejren til svenskerne i testkampen i Ängelholm lignede det en formsag for Tre Kronor at overvinde danskerne. Men gennem hele slutrunden havde danskerne vist taktisk disciplin, høj fart og den ”boldkunst”, som svenskerne altid har beundret hos naboerne fra syd.

Men straks efter at broderkampen var en realitet slog Aftonbladet-kronikøren, Mats Wennerholm, alligevel fast, at Danmark ikke ville banke svenskerne.

– Det vil være et af de mest fornedrende nederlag nogensinde i svensk hockeyhistorie. Men det komme ikke til at ske, selv om jeg er den første til at gratulere det svenske trænerpar, Per Bäckman og Tomas Jonsson. De har allerede skabt en af de største overraskelser i VM-historien. Danmark har 4056 ishockeyspillere mod Sveriges over 60.000.

Danmark spillede sit første A-VM i 54 år, da de rykkede op i 2003, og nu har de hængt her i otte år i streg. Naturligvis er Danmark vokset som hockeynation og der har været arbejdet hårdt for at få talenter frem, hvoraf de fleste siden er blevet udviklet i svenske klubber, skrev Wennerholm.

Han sendte dermed lidt af æren over den danske ishockeyfremgang over på svenske skøjter. Den konklusion var formentlig heller ikke helt gal.

Det var mildt sagt brandærgerligt, at kampen mellem Sverige og Danmark skulle spilles en torsdag eftermiddag, kort efter arbejdstids ophør i begge lande plus værtslandet Tyskland. Oveni kom det faktum, at potentielle danske fans med et sceneskifte fra Köln til Mannheim havde fået to-tre timers længere køretid på Autobahn i kasketten. Og i Mannheim glædede man sig mere til aftenbraget mellem Tyskland og Schweiz end til det interne nordiske opgør.

Derfor var stemningen – selv set med de mest rød-hvide briller – desværre en smule mat i SAP Arena i Mannheim, da de to mandskaber løb på isen, og kun en dansk superstart kunne formentlig sende endnu et hockeyjordskælv gennem Tyskland. Det skulle gerne gøres via de store individualister på holdet. Ikke mindst Peter Regin og Frans Nielsen, men dem holdt svenskerne naturligvis øje med.

*

De danske spillere kunne ikke være i tvivl. 3-10-nederlaget til Sverige i træningskampen havde modstanderne for længst glemt alt om, og det var et dybt koncentreret svensk mandskab, der arbejdede sig frem til kampens tre første mål, mens de danske underdogs blev lukket effektivt ned. Først i slutningen af anden periode dukkede et lille rødt og hvidt håb op, da Jesper Damgaard hamrede et slagskud i kassen til 1-3-reducering.

Et tungt svensk pres indledte tredje periode anført af den stærke Jonas Andersson, der var matchens bedste spiller.
Frans Nielsen slog kontra i undertal, men formåede ikke at score på sin halve friløber, og i de efterfølgende 10 minutter bølgede spillet frem og tilbage.

Patrick Galbraith var heldig, at Magnus Pääjärvi-Svenssons forsøg ikke dumpede i mål, mens Kasper Degn i den anden ende var lige ved at styre et Jesper Damgaard-skud ind til den reducering, der kunne have gjort det hele spændende.

I stedet måtte samme Degn kort efter en tur i boksen efter en ærgerlig tripping foran svenskernes mål, og lige midt i det danske momentum kom svenskerne i overtal.

Det udnyttede Linus Omark og det svenske overtal til iskoldt at score og straffe det danske overtal med den definitivt afgørende 4-1-scoring. Lettelse hos svenskerne og ærgrelse hos de danske løver, der kom med et sidste VM-brøl, da Morten Madsen kort før tid reducerede.

*

Danmark var færdig, og uden den helt store ståhej kørte danskernes officielle VM-bus væk fra SAP Arena et par timer senere. De sidste danskere, mediefolkene, forlod Mannheim til lyden af et brølende publikum, der var ved at sende et andet sensationshold, Tyskland, i semifinalen, for nu var den danske fest forbi.

– Når jeg ser tilbage på kampen mod svenskerne, ville jeg ønske, at vi havde spillet i Köln. Det var vores hjemmebane. Vi kendte rutinerne, hallen og tilskuerpladserne. Det er nemt at være bagklog, men jeg er overbevist om, at vi havde givet svenskerne en lidt hårdere match, hvis det havde været i vores arena.

– Men selv om vi spillede i Mannheim, skulle svenskerne levere varen for at slå os, og det kunne vi være stolte over.
Havde marginalerne været på vores side, kunne vi måske have presset dem lidt hårdere. Vi endte med at sidde med god følelse i omklædningsrummet, siger Patrick Galbraith, da han tænker tilbage på VM-afslutningen.

Foto: Jan Korsgaard

Kvartfinalens udfald ændrede ikke på, at det var en flok stolte danske spillere, der dagen efter landede i Københavns Lufthavn. Muligvis med en smule tømmermænd, men inderst inde med en bevidsthed om at have skrevet dansk ishockeyhistorie for altid. Det var store, smukke, charmerende og farverige 14 dage i Köln.