Tyler Mosienko til Frederikshavn White Hawks

Den var god nok. Det var en dansk klub, der havde fangarmene ude efter den tidligere Esbjerg-center Tyler Mosienko, der forlod Danmark på bitreste vis efter den såkaldte matchfixingskandale i det vestjyske tilbage i januar 2014.

Frederikshavn White Hawks er canadierens nye klub og dermed bliver han igen makker med Colin Vock, som han så succesfuldt spillede sammen med, da de to agerede i Esbjerg.

Tredjemanden dengang var Kirill Starkov, som også var involveret i skandalen.

“Jeg fortryder bitterligt. Mit liv ligger i ruiner. Nu havde jeg lige kæmpet mig ud af nordamerikansk ishockey og var ved at skabe mig et navn i Europa”, sagde Mosienko til JydskeVestkysten i forbindelse med sin dumhed i Esbjerg, hvor han havde spillet 2000 kroner på at Rungsted ville score et mål i første periode i forbindelse med en kamp i Metal Ligaen.

Det blev opdaget, og Mosienko måtte tilbage til Nordamerika en tur, inden han blev hentet til Sheffield Steelers, hvor han i to en halv sæson har været en af de dominerende spillere i den britiske liga og et stort aktiv for Steelers.

Matchfixingskandalen har Mosienko lagt bag sig, og nu ligner det altså en ny frygtindgydende line up med den lille canadier, Colin Vock og Mathias Bau.

Men først, når arbejds- og opholdstilladelsen er i orden. Det gælder i øvrigt også for den anden nye White Hawks-mand, Jeff Ulmer.

De fem karantænedage fra Esbjerg afsonede Mosienko i Sheffield, så hans generalieblad er helt rent og klar til en ny begyndelse i dansk hockey.

– Vi havde nogle forbindelser, der kendte til hans klausul i Sheffield og Tyler ville rigtig gerne tilbage til Danmark for at spille. Lige meget, hvem vi har talt med, har vi kun fået gode referencer på ham både personligt og spillemæssigt.

– Sheffield var meget, meget kede af at slippe ham. De var trætte af, at han skulle af sted, men jeg endte med at få en pæn mail fra dem, hvor de skrev, at vi ville få en fantastisk spiller og person til klubben, siger White Hawks-direktør Henrik Andersen til Faceoff.dk, der pointerer, at Mosienko på trods af, at han skulle købes fri, ikke har været ekstraordinær dyr for White Hawks.

– Nu er truppen kommet på plads, og vi glæder til at vores nye folk kommer i aktion, når de har fået tilladelse. Programmet bliver hårdt den kommende tid, hvor kampene kommer som perler på en snor, siger Henrik Andersen.

Her træner Mario Simioni om sin nye mand: