Olsson i hopla for White Hawks

Foto: Jan Korsgaard

Frederikshavn White Hawks-SønderjyskE 2-1 (1-0,0-1,1-0) Efter nederlaget til Gentofte er Frederikshavn White Hawks igen tilbage på sejrskurs. Nordjyderne vandt i aften et tæt slag over SønderjyskE, der til gengæld dumper længere ned i tabellen, hvor der er opstået et lille knæk ved femtepladsen.

De første tyve minutter blev afviklet med god fart og intensitet, og helt uden udvisninger.

Spillerne fik lov at gå til den, hvilket passede begge hold glimrende. White Hawks startede bedst og lagde et fornuftigt tryk på aftenens gæster fra SønderjyskE.

Der var dog ikke som sådan for alvor optræk til mål, da chancerne i de første minutter udeblev. Hjemmeholdet blev dog mere og mere nærgående, og efter knap syv minutter blev der skudt hul på Myllykoski.

Marcus Olsson stod klar over en retur og med baghånden sendte han pucken i mål til 1-0. En lækker detalje af svenskeren.

Hjemmeholdets kæde med Nick Olesen, Sebastian Svendsen og Christian Kristiansen var i overdådigt spillehumør i første periode, og sidstnævnte havde et par halve chancer, der med lidt held havde givet høgene flere mål.

Det blev ikke til flere scoringer i perioden, selvom Kim Lykkeskov havde en forholdsvis stor mulighed ganske få sekunder før slutsignalet på første periode.

Pucken sneg sig akkurat lige forbi Thomas Lillies mål, i det der var gæsternes største mulighed i den periode

Anden periode startede med en god chance til Mathias Bau. Det var vel også stort set det, som hjemmeholdet havde af chancer i den midterste periode. Gæsterne overtog fuldstændig overtaget, og kun takket være Thomas Lillie var høgene ikke bagud inden tredje periode.
Han diskede op med flere klasseredninger og havde nok at se, men forhindre en udligning kunne han dog ikke. Derek Damon opsnappede pucken i høge-zonen, tørrede en back og sendte med den største selvfølgelighed pucken ind bag Lillie. Lækker detalje af amerikaneren til 1-1. 
Aftenens største bifald i Scanel Hockey Arena kom i pausen mellem anden og tredje periode da der kørte Kiss Cam på storskærmen og man i den forbindelse zoomede ind på Jimmy Bøjgaard og Lasse Degn. God lir på en sen tirsdag aften i Frederikshavn.
Frederikshavn lynstartede i tredje periode med et fornemt mål, igen af Marcus Olsson, efter blot 17 sekunder. Flot angreb med kædemakkerne Vock og Bau.
Hjemmeholdet fightede sig flot tilbage efter en halvsløv anden periode, og når der var fare på færde var Thomas Lillie en sikker sidste skanse. Han blev fortjent kåret til hjemmeholdets bedste spiller efter kampen.
SønderjyskE prøvede med en ekstra markspiller på isen til slut, men det lykkedes dem ikke at hente point med hjem i bussen til Vojens.