2-6: VM-kvinderne overtrumfet af værterne

De begyndte ellers så fint for de danske ishockeykvinder ved dagens kamp i Ungarn mod værterne.

Josefine Persson scorede to hurtige mål, og et dansk hold fyldt med selvtillid var på rette vej i nøglekampen, der kunne bringe Danmark særdeles tæt på oprykning.

Men det gik gruelig galt i anden periode, hvor Ungarn slog igen og scorede fire gange. Stjernespilleren Fanny Gasparics var fuldstændig ustyrlig og hjemmepublikum kom med i Sportcenter Vasas i udkanten af storbyen.

Kampen var vendt og Danmark kunne ikke komme tilbage i tredje periode, hvor hjemmeholdet endda nettede yderligere to gange og dermed vandt 6-2. 

Danmark har stadig en god udgangsposition inden hviledagen i morgen og de kommende kampe mod Østrig og Norge. Men mindst fire hold er nu med i slaget om de to oprykningspladser, så der er virkelig spænding og gysertime i vente.

Sikke et par forrygende dage, der venter ved turneringen i Ungarn, hvor hjemmeholdets kvinder pludselig har skudt sig til tops og hvor kun Italien er ude af kampen om oprykning.