Gamle makkere mødes i Frederikshavn

Det skulle have været to testkampe, men blev skåret til en enkelt mellem Frederikshavn og SønderjyskE.

Den spilles i Scanel Hockey Arena i aften, hvor de to gamle makkere Mario Simioni og Dan Ceman står i hver sin boks. Ceman spillede, da Simioni i sin tid var chef i SønderjyskE, og han endte også som trænerassistent for Mario Simioni, inden Ceman selv tog over i SønderjyskE.

Samarbejdet er fortid nu, og Dan Ceman har haft så mange skader i forsæsonen, at returkampen i morgen altså måtte aflyses.

Hos SønderjyskE bliver det interessant at se, hvorvidt den nye svenske back Tommy Wargh er spillet ind på holdet. Mon ikke han slider og slæber for en mere permanent kontrakt? Foreløbig har han et par måneder til at bevise sig i.

Hos Frederikshavn forlyder det, at både Dave Liffiton og Colin Vock er tvivlsomme. Nordjyderne har udover ishockeyen været på teambuilding i de nordjyske skove, skriver klubbens hjemmeside. Måske har det givet pote for et Frederikshavn-hold, der har haltet lidt på det seneste, men dog vist fremgang.

Glædeligt for White Hawks-kulissen er det, at Nordjyske Bank har forlænget sit hovedsponsorat for yderligere to sæsoner, forlyder det på klubbens Facebook-side.