Ny ishockeylinje på Brøndby Idrætsefterskole er en realitet

Et nyt ambitiøst talent- og eliteprojekt i samarbejde mellem Brøndby Idrætsefterskole og Hvidovre Ishockey Klub tager form fra det kommende skoleår, skriver begge parter i en fælles pressemeddelelse.

Fra skolesæsonen 2017/2018 starter Brøndby Idrætsefterskole et nyt ambitiøst talent- og eliteprojekt for drenge- og pigespillere i 9. og 10. klasse, i samarbejde med Hvidovre Ishockey Klub. Det gælder ishockey på højeste niveau for begge køn.

Kravene til den enkelte vil være høje, både hvad angår det ishockeymæssige, den øvrige træning og ikke mindst i det daglige liv på skolen, herunder det skolemæssige.

– Baggrunden for det nye samarbejde er baseret på et tydeligt sammenfald i Brøndby Idrætsefterskoles og Hvidovre Ishockey Klubs respektive værdisæt, som der arbejdes målrettet efter i forvejen.

– Begge parter ønsker i fællesskab at styrke udviklingsmulighederne for ishockeyspillere, som i forvejen er topmotiverede, engagerede og udviser viljen til at udvikle sig endnu mere. Ikke kun som ishockeyspiller , men også som menneske, siger formand Jesper Bønløkke fra Hvidovre Ishockey Klub.

Man kan møde repræsentanter for den nye ishockeylinje og få mere at vide på efterskolernes dag, som holdes 25. september.

Martin Lund, viceforstander på Brøndby Idrætsefterskole:

– For os er det afgørende, at arbejdet med og udviklingen af det hele menneske, står centralt i udviklingen af den enkelte unges talent. Ishockey er en sport, der passer perfekt til vores i forvejen fantastiske udbud af sportslinjer og vi glæder os over at have fundet en så dedikeret og ambitiøs samarbejdspartner som HvIK, der deler vores syn på talentudvikling, siger han.

Idrætsefterskolen har stor erfaring i arbejdet med elitesport. Brøndby Idrætsefterskole har syv forskellige sportslinjer og arbejder blandt meget andet sammen med Brøndby IF om fodboldlinjen.

Eleverne på ishockeylinjen kommer til at have fire ugentlige morgentræninger, bestående af såvel træning på is sammen med spillere fra Eliteklasserne og spillere fra Team Danmark kraftcenter samt fysisk træning. Eleverne kommer til at arbejde intenst med at sætte sig personlige mål og planlægge sin træning i alle facetter, så de konstant udvikler sig.

Eleverne på Brøndby Idrætsefterskole bliver desuden en del af Hvidovre Ishockey Klubs almindelige klubtræning og vil få mulighed for at træne og spille med U17, U20 og evt. 1. division (eller klubbens stærke damehold hvis pige) afhængig af spillernes niveau og engagement.

I planlægningen af træningen og det øvrige skoleliv, tages der i videst muligt omfang højde for klubkampe, landsholdssamlinger mv. Jo mere eleven præsterer i hverdagen, jo større muligheder får vedkommende, skriver HvIK og Brøndby Idrætsefterskole i pressemeddelelsen.

Det er muligt at læse meget mere om ”Ishockeylinjen” på www.brondby-ie.dk