Game center: Herning-Gentofte

Før kampen: Det her er en listig affære. Herning Blue Fox i vigende form mod et Gentofte Stars-hold, der faktisk med en sejr kan trække en smule fra “stormagten” i tabellen. Og hvorfor ikke med Cody Kunyk og Roberts Jekimovs, der viste forrygende form senest mod Aalborg – og reelt afgjorde kampen på egne hænder.

De to bombere stod for samtlige tre mål og assister på hjemmebanen, og det er stensikkert, at Mario Simioni har beskæftiget sig længe og grundigt med Gentoftes sejr over Aalborg.

Glem heller ikke, at Gentoftes danskerstamme har leveret solidt og stabilt bag stjernerne, og de to forrige kampe mod Rungsted og Esbjerg (fire point i alt) faktisk blev kørt hjem uden Jekimovs (halvanden kamp) og Cody Kunyk.

Hos Herning efterlyser Mario Simioni ganske enkelt mere fra sine toneangivende aktører.

Følg kampen via Metal Ligaens livecenter her: 

– Jeg mangler at se nogle af vores stjernespillere markere sig. Jeg er stadig sikker på, at vi har den slags spillere i truppen, også blandt de lokale drenge, men det er nu, vi skal til at se det, siger han til Herning Folkeblad.

– Da jeg sagde ja til det her job, var det netop fordi, at man i Herning står for den indædte vilje, som Todd (Bjorkstrand, red.) havde med. Det var også det, jeg selv forsøgte i SønderjyskE, men jeg må sige, at den vilje har jeg ikke rigtigt set endnu, tilføjer han.

Holdene: Herning stillede til start i Rungsted uden to af de toneangivende angribere, Jordan George og Mathias Mølgaard. Bare en af dem er en givtig forstærkning. Gentofte uden nævneværdige problemer i en opstilling, der kørte på skinner i sejren over Aalborg.

Hold øje med: Det er næsten umuligt at komme udenom de to Stars-profiler i angrebet, men folk som Emil Møller Rasmussen og Luis Blak Olsen lurer også bagved med målevner. Hos Herning mangler man at se point fra udlændinge som Sagat og Sinisalo, der endnu ikke helt har leveret varen.