Gentofte slog Rødovre i søndagstest

Gentofte Stars røg fredag aften ud af Metal Cuppen med et smalt nederlag til Odense Bulldogs i turneringens første runde. I eftermiddag fik Gentofte så en slags revanche. Det blev til 3-2-sejr over Rødovre i den sidste testkamp før begge hold skal i gang med grundserien – og for Rødovres vedkommende også Metal Cuppen.

Luis Blak Olsen, Artem Iossafov og slovakiske Michal Vazan – der blev matchvinder – scorede målene for Gentofte, der havde Frederik Hansen på kassen. Sidstnævnte stod en glimrende kamp, beretter Stars’ Facebook-side.

Emil Oliver Christensen og Patrick Rasmussen scorede for Rødovre.

– Det er ikke så tungt, jeg synes vi sidder på størstedelen af kampen, men det var vel en træningskamp, hvor vi ikke helt var der. Vi har en god fart, men kommer ikke helt ind, hvor det gør ondt. Det er måske fair nok, at vi ikke vandt, men vi kan være meget bedre, sagde Rødovre-debutanten Phillip Bruggisser til Rødovre Lokal Nyt efter kampen.