Simon Nielsen skifter til Herning

Simon Nielsen her i kamp for det danske landshold ved VM i Hviderusland. Foto: Jan Korsgaard

Simon Nielsen havde ikke nogen god sæson i fjor, hvor han kiksede som førstemålmand i DEL2 hos Kassel Huskies og senere havde en kort kontrakt med norske Lørenskog uden at gøre sig vildt bemærket. Men nu er den tidligere landsholdsmålmand tilbage i Herning, hvor han skal styrke målmandsteamet bag Lubos Pisar. Det skriver Herning Folkeblads netportal, aoh.dk.

– Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme ud til gutterne. Jeg er rigtig glad for, at det hele er faldet på plads. Det er ikke nogen hemmelighed, at de seneste par sæsoner ikke har været så sjove. Derfor har jeg også kigget efter det rigtige sted at komme på rette spor igen. Det er dejligt at komme til en klub, hvor man kender de fleste folk og omgivelserne, siger Simon Nielsen til avisen.

Nielsen vil gerne genstarte sin karriere, og fornemmer stadig, at han har mange år tilbage som topmålmand.

– Jeg tager selvfølgelig konkurrencen op (med Lubos Pisar), og så må vi se. Jeg er stadig kun 28 år, så jeg har måske de bedste seks-otte år i min karriere foran mig, og jeg er stadig sulten, siger han til aoh.dk.

Træner Mario Simioni slår fast, at Pisar som udgangspunkt stadig er førstemålmand.

Underskriften med Simon Nielsen skubber de to unge keepere, Mathias Seldrup og Mathias Andersen længere ned i det midtjyske hierarki, og de to gutter må nok påregne, at 1. division bliver deres hverdag i resten af sæsonen.