VM-test: Danmark lagt ned af katastrofestart

Danmark spillede her til eftermiddag sin sidste træningskamp inden den endelige VM-trup offentliggøres i morgen søndag. Modstanderen var nok engang Slovakiet, som sejrede med 4-3 efter overtid i torsdags.

I torsdagens kamp kom Danmark bagud med 3-0 i løbet af første periode og historien gentog sig endnu engang denne lørdag. Der kun spillet et minut af kampen da værterne bragte sig på 1-0 og kun 17 sekunder senere var den gal igen.

Slovakkerne var klart det bedste hold på isen og danskerne lignede mest af alt nogle, som havde glemt at tage skøjter på. Seks minutter inde i første periode blev danskerne igen udstillet og 3-0 til hjemmeholdet var en realitet.

Der var i det hele taget ikke noget positivt at tage med fra de indledende 20 minutter og periode pausen kom nok meget belejligt for danskerne.

Kampens anden periode blev noget bedre set med rød/hvide briller. Markeringerne i egen zone var tættere og forsvaret gav ikke lige så mange farlige skud op, Sebastian Dahm fik bedre arbejdsbetingelser. Dahm stod generelt en rigtig fin kamp.

En af de bedste danskere på banen, den nykårede tyske mester Mads Christensen, stod bag Danmarks 1-3 reduceringsmål midtvejs i kampen da han skarpt vendt om i offensivzone og satte sin direkte modstander af. Han sendte et skud afsted mod kassen, som Morten Green fik ramt, så pucken strøg i mål uden chance for den slovakiske keeper.

Eftersom danskerne begyndte at stå bedre på banen blev kampen også mere lige og der kom ikke de helt åbne muligheder til nogen af holdene.

Jævnbyrdigheden fortsatte i tredje periode, men stadig med slovakkerne som dem med mest fart i skøjterne. Fart i skøjterne havde Nicklas Jensen også, han viste nogle gange i denne kamp, at han kan blive en stor gevinst med sin direkte spillestil, og nogle minutter inde i perioden ramte Jensen overliggeren efter et rigtig lækkert træk over for en slovakisk back.

Danskerne kom dog aldrig tættere end skuddet på overliggeren fra Jensen og måtte derfor indkassere et nederlag på 3-1.

Lads os håbe at Danmark er mere klar fra start på lørdag mod Norge, end de har været i de sidste to testkampe mod Slovakiet.