Odense-direktør drømmer om SønderjyskE-semi

Det er tilladt at drømme, og det gør Odense Bulldogs’ kommercielle direktør Kristoffer Jørgensen inden aftenens sjette kvartfinale mod Herning.

En sejr vil som bekendt sikre fynboerne avancement til semifinalen, og det er her, Odense Bulldogs håber på en eventuelt publikumstræffer mod lokalrivalerne fra SønderjyskE. Selv om altså intet er afgjort endnu i kvarten.

– Hvis for eksempel vi og Esbjerg vinder i aften, skal SønderjyskE vælge mellem Odense og Esbjerg, og der tror jeg, at vi bliver valgt, fordi Sønderjyske har haft godt fat i os tidligere, og de vil mene, at vores stil ligger godt til dem.

– Vi ville så få nogle fremragende publikumsmatcher og lokalopgør, hvor der ville komme de der 800 Sønderjyske-fans til Odense hver gang, siger han til Fyens Stiftstidende.

Det giver naturligvis kolde kontanter i kassen, og i givet fald vil det blive en gentagelse af semifinaleserien fra 2012/13, hvor SønderjyskE trak det længste strå i en hård serie, som efter fem tætte kampe endte 4-1 i Vojens-holdets favør.

Men så vidt er vi altså ikke endnu. Først skal der spilles om det.