Herlev: Træner må gå til fordel for Strömberg

Foto: Jan Korsgaard

Herlev Eagles har i dag sagt farvel til assisterende træner Morgan Persson, men i stedet sagt goddag til Alexander B. Jensen, der senest har været på tryout i Rungsted uden succes – og ikke mindst den gamle goalgetter-ræv fra svensk og international hockey, 39-årige Conny Strömberg.

Fyringen af Morgan Persson kommer som direkte konsekvens af, at Herlev skal have råd til at hente Conny Strömberg.

Helt tilbage i sæsonen 2001/02 spillede Strömberg i Herlev, hvor han var blandt de absolut dominerende spillere i den danske liga.

– Conny er en meget farlig wing der medbringer rutine, points og han er ikke bange for at gå forrest, når der skal tages ansvar. Vi har et meget ungt hold og derfor vil Connys rutine passer perfekt ind på holdet og i omklædningsrummet, lyder fra Eagles.

Alexander B. Jensen er netop begyndt at træne for Herlev-mandskabet, men han er blevet skadet, lyder det i meldingen fra Herlev, og forventes derfor først at træde ind i truppen om en til to uger. Som udgangspunkt spiller Jensen i første omgang i Herlev frem til landsholdsbreaket i november.