Game center: Rødovre-Odense

(Grundspils kamp mellem Rungsted Ishockey og Odense Bulldogs, spillet i SAXO Bank Arena, Rungsted den 17. Oktober 2014) Foto: Jan Korsgaard

Før kampen: Der er tv-kamp i Rødovre i aften, hvor Odense kommer på besøg til den sene affære, der begynder 20:30. Spændende, hvilken betydning det har for tilskuertallet i Rødovre Skøjte Arena, for mandagskampene har hidtil ikke trukket alt for mange folk.

Til gengæld er der altså mulighed for hele ishockey-Danmark for at nyde en match mellem to mandskaber, der traditionelt spiller meget tætte kampe mod hinanden. Rødovres tempofyldte stil kombineret med Odenses fysiske ditto har ofte givet intense konstellationer, og i aften er vi altså i en konstellation, hvor begge hold trænger til oprejsning efter nederlag i de seneste kampe.

Rødovre var i den forgangne uge i Esbjerg og Frederikshavn med kun et enkelt point til følge, mens Odense havde en forfærdelig uge med nul point og et sammenbrud til sidst i kampen mod Frederikshavn, som blev tabt med 3-6 hjemme i Bryggeriet Vestfyen Arena.

Her måtte Odense se både Dale Mitchell og Frederik Sørensen ryge ud med matchstraffe i kampens slutfase, og specielt førstnævnte katalysator bliver svær at undvære for Bulldogs i aften.

Holdene: Spændende, hvordan Odense-træner Brad Gratton stiller om med tabet af Dale Mitchell in mente. Sætter han en fjerdekædespiller op i førstekæden med Armstrong og Bjerrum, eller bliver der tale om en total omstilling? Hos Rødovre manglede Patrick Rasmussen og begge Højbjerg-brødre i Esbjerg, ligesom Jesper Duus havde rystet posen. Hvad kommer den rutinerede Mighty Bulls-coach op med i aften?

Hold øje med: Nicklas Carlsen nettede to gange i Esbjerg fredag aften og synes på vej i storform. Hos Odense så defensiven ikke alt for god ud i torsdags mod Frederikshavn, og fynboerne skal helst ikke falde “ned i et hul” efter en ellers fornuftig sæsonstart.