Gentofte er kongerne af Strandvejen

Foto: Jan Korsgaard

Rungsted-Gentofte 0-3 (0-0,0-0,0-3)
Gentofte Stars er for en stund kongerne af Strandvejen, for i en tæt og taktisk affære vandt gæsterne fredag aften 3-0 over Rungsted i Saxo Bank Arena, hvor hovedparten af en ganske fin kulisse ellers havde satset på en hjemmesejr.

Vi skulle helt hen til tredje periode, før der kom hul på bylden, og det var en af Gentoftes slovakiske spillere, Dominik Kadura, der nettede med syv og et halvt minut igen. Stars havde gennem samtlige 52 minutter forinden kæmpet stenhårdt for at holde et spilbestemmende Rungsted-hold stangen, og med en Teemu Seppänen i verdensklasse i målet, lykkedes det for Karsten Arvidsens effektive mandskab.

Gentofte var foran 1-0, og gæsterne fortsatte med fuldstændig kynisk og effektivt at udnytte Rungsted-udvisninger. Både Lauri Kärmeniemi og Jeff Terminesi nettede i powerplay mod et stadig mere frustreret hjemmeholdet.
Rungsted forpassede dermed muligheden for at komme tættere på de øverste hold i tabellen, mens Gentofte lykkedes med at trække fra Herlev og Aalborg i bunden.

Teemu Seppänen har holdt buret rent i seks perioder på stribe, og finnen har vist som værende lige nøjagtig den forstærkning, Gentofte har haft brug for.

For en anden finne, Ossi Saarinen, blev det en helt anden historie. Hans match mod sit tidligere mandskab fra Gentofte, blev en ærgerlig omgang, hvor den dygtige tekniker ikke fik nok ud af anstrengelserne.

Gentofte klarede ærterne uden Cody Kunyk, der stadig mangler sin arbejds- og opholdstilladelse. Også en anden toneangivende spiller, Roberts Jekimovs, måtte udgå med lyskeproblemer i løbet af kampen. Fraværet af de to spillere gjorde vel Gentoftes sejr til en endnu større præstation.