SønderjyskE vandt i tæt opgør

Foto: Jan Korsgaard

Herning Blue Fox-SønderjyskE 2-3 (0-1,1-1,1-0) 0-0,0-1

Gæsterne kom bedst ud af starthullerne, og på kampens første længerevarende angreb nettede kaptajn, Kim Lykkeskov, da han let kunne sende en retur i nettet. Kort forinden smækkede Daniel Galbraith pucken på stolpen, så føringen var som sådan fortjent.

Blue Fox havde nær slået omgående tilbage da en fremadstormende Kristoffer Lauridsen kom først på en løs puck i midten af zonen, og med Myllykoski langt ude af sit mål burde Martin Sagat have scoret i det åbne mål.

Det hele endte i en udvisning til gæsternes keeper, og Jerred Smithson var centimeter fra at slå pucken i kassen, men gæsterne slap igen med skrækken.

Rævene overtog initiativet i kampen efter det tidlige mål imod, mens gæsterne primært levede på omstillingerne. SønderjyskE spillede med stor disciplin og kløgt i egen zone, men Scott Campbell nedlagde Daniel Nielsen og gav dermed Blue Fox chancen på ny i powerplay.

Denne disciplin har indtil videre ikke været rævenes spidskompetence, og hjemmeholdet blev da også lukket helt ned i denne omgang.

Blue Fox havde i flere omgange presset gæsterne i bund, men spillerne i de lyseblå trøjer spillede med stor rutine og holdt hjemmeholdet fra de helt åbne chancer. Samtidig blev pucken konsekvent sendt dybt i Hernings zone ved enhver given mulighed, hvilket var primitivt, men også yderst effektivt.

Jordan George gik ikke på is til anden periode, ligesom han fik begrænset med spilletid i den første. Unægtelig et tab for hjemmeholdet som måtte undvære den dobbelte målscorer fra kampen mod Odense.

Tomas Sinisalo viste målnæse i sidste sæson i norsk ishockey, og den fandt han frem igen kort inde i anden periode. Et monster pres fra hjemmeholdet, som blev baseret på stenhårdt arbejde, endte med en pasning til netop Sinisalo og så sendte han resolut pucken forbi en prisgivet Myllykoski.

Glæden var dog kort for midtjyderne da gæsterne viste stor kynisme da de fik holdt fast i pucken, og straffede en fejl fra hjemmeholdets Sebastian Andersen.

Andersen mistede balancen og så kunne Lykkeskov spille Campbell fri ved fjerneste stolpe, og canadieren scorede sikkert. Blue Fox arbejdede ufortrødent videre, og det lugtede fælt af en udvisning da Martin Sagat var ved at slippe alene igennem, men fløjten forblev tavs.

Joachim Linnet spillede en fremragende kamp og gik forrest i et sandt arbejdsraseri, og tæt under mål var den ihærdige angriber tæt på at slide en udligning i kassen.

Presset fra hjemmeholdet blev afbrudt af en udvisning til Jerred Smithson, men da chancen opstod til gæsterne var Pisar på plads i målet.

Mathias Mølgaard tog herefter en af de udvisninger som giver træneren flere af de grå hår på hovedet, og han kunne takke drengene for et godt boxplay. Hernings kaptajn, Daniel Nielsen, ragede ligeledes en udvisning til sig, og derfor måtte rævene starte tredje periode i undertal.

Det er altid svært at starte en periode i powerplay, og det lykkedes da heller ikke gæsterne at slå kapital af dette powerplay. Kyle Essery var af to omgange tæt på sit første mål i sæsonen, men den sidste skarphed manglede i denne omgang hos canadieren.

Gæsterne kom en anelse længere frem på isen, og fik også testet Pisar et par gange, men de faste udspilssystemer fra egen zone var stadig den største styrke for gæsterne. Det var småt med chancer i disse minutter, men rævene kunne med små otte minutter tilbage stille op i powerplay, og efter et par rigtig fine aktioner fra den lille Thomas Andersen kunne Kyle Essery slide en returpuck i kassen.

Myllykoski lavede ellers en fremragende redning på skuddet fra Lauridsen, men var uden chance ved selve scoringen. Dermed var stillingen 2-2 inden de sidste fem nervepirrende minutter, og spændingen maksimal på både arenaen og hjemme i stuerne.

Evigt farlige Thomas Spelling fik en stor chance et par minutter senere, men denne gang svigtede den ellers så træfsikre målskytte. Med 1:55 tilbage fik Blue Fox en ny mulighed i powerplay, og rævene havde afgørelsen i egne hænder. Der gik et gys igennem hallen da Smithson lagde en pasning på tværs af målfeltet i de absolut sidste sekunder, men der kom lige præcis ikke en Blue Fox spiller først på pucken.

Kampen måtte derfor afgøres i enten overtime eller straffeslag, og da SønderjyskE fik et powerplay havde gæsterne nu i stedet afgørelsen på bladet. Lubos Pisar diskede op med noget nær sæsonens største redning da Quirk satte Spelling perfekt op, men kampen levede altså endnu. Det hele måtte afgøres i straffeslag, og i den disciplin viste SønderjyskE den største skarphed med to scoringer hvor det afgørende blev sat ind af Cory Quirk.