1. division: Uge 43

Foto: Jan Korsgaard

I den forgangne uge mødtes flere af topholdene i direkte dueller om topplaceringerne. Samtidigt mødtes flere af holdene i bunden. Så der var alt i alt gode og intense kampe på programmet.

I Frederikshavn fik man onsdag aften besøg af Vojens, som i øjeblikket holder Frederikshavn under sig. Og man kunne derfor øge forspringet med en sejr.  Frederik Rasmussen der i denne skrev en kontrakt med SønderjyskE for den kommende sæson, viste gode takter og var med et mål og en assist medvirkende til en medrivende kamp. Alligevel var det Frederikshavn som var styrket af flere Liga-spillere, der trak det længste strå. Christian Chapman fulgte efter Frederik Rasmussen med et mål og en assist. Mens det var Frederik Bjerrum der i overtiden kunne afgøre kampen på et powerplay.

Odense bød onsdag aften Esbjerg op til “derby”, hvor Sune Hjulmand igen var med for Esbjerg. Odense der op til denne sæson, er blevet styrket på flere offensive pladser, viste igen godt spil og kunne notere sig, at Patrick Stald Jensen og Morten Andreasen har fundet hinanden med flotte kombinationer. I defensiven er der stadig mangler, men når man offensivt laver mange mål er der gode chancer for at vinde. Derfor ligger Odense også for nuværende på en tredjeplads. Og onsdagens kamp blev vundet 5-3,  hvor tilskuererne skulle helt hen i tredje periode, før tingene for alvor blev åbnet op.

I Aalborg trumlede hjemmeholdet over Århus med 6-3. Her var Jean-Philippe Villeneuve kampafgørende for hjemmeholdet som med sejren indtager førstepladsen alene – dog et par kampe foran forfølgerne. Villeneuve blev i øvrigt omtalt på siden i forrige uge og det skal blive spændende om han kan holde pointsnittet, ligesom det bliver interessant om Aalborg kan holde tempoet. Faktum er, at de er kommet flot fra land og har gode chancer for, allerede tidligt at sende spillere op til Aalborg Pirates, når J20-VM spilles i december. Her vil man formentligt kunne miste lidt terræn i toppen.

I Gentofte skulle hjemmeholdet onsdag aften forsøge at slå et godt kørende Rødovre-hold, der for alvor profiterer af den hårde sommertræning, man har for vane at afvikle i Rødovre. Gentofte havde dog glemt at kampe starter, når pucken kastes og på godt et halvt minut stod der 0-2. Dermed var kampen i gang og Rødovre-maskinen trampede derudaf. Inden første periodes afslutning stod der 0-4 og da der var spillet 23:26 stod der 7-0. En ganske hård og enormt voldsom start for et i forvejen prøvet Gentofte-mandskab. Devisen inden tredje periode har derfor været, ‘lad os slutte ordentligt af’. Og det gjorde man. Man vandt tredje periode med 2-0 og kunne derfor gå fra kampen med oprejste pander, trods det faktum at Rødovre slap betragteligt på pedalen.

Fredag aften var der topkampe i 1. division, hvor både Gladsaxe – Amager og Hvidovre – Rødovre mødtes i direkte dueller op topplaceringerne. Og i Gladsaxe var målsnuden Cameron Spiro på spil igen-igen. Han scorede i ordinær tid og lukkede kampen i straffeslag – præcis som det var tilfældet mod Odense i forrige weekend. I øvrigt var det Amager der var mest spildominerende, og set over 60 minutter nok også havde fortjent at vinde. Men når man ikke lukker kampene på et hav af overtalssituationer og en masse skud på mål, så vinder man ikke mod topholdene. Derfor er der ingen tvivl om, at Amager vil komme tændte ud til de næste kampe.

I Hvidovre skulle Rødovre forsøge at cykle videre på deres fornemme midtugekamp, hvor man blæste Gentofte ud af banen. Igen kom man foran inden for det første minut, men et godt beredt og ganske formstærkt Hvidovre-mandskab besvarede ilden med masser af afslutninger to scoringer efterfulgt af hinanden. Herefter var det Rødovre der jagtede og kunne udligne, for derefter at bringe sig foran. Det lykkedes i kampens afslutningsfase Hvidovre, at udligne inden man efter en målløs overtid skulle finde vinderen på straffeslag. Her var Andreas Silfverberg skarpest og kunne derfor sende det vigtige ekstrapoint til Hvidovre. Bemærk i øvrigt at Hvidovre har ni point op til Aalborg, men har spillet fem kampe færre.

I rundens sidste kamp var Herlev værter, da Rungsted søndag aften gæstede den skøjtehallen i Hjortespring. Herlev bragte sig foran efter knap ti minutter, og herefter var der stillingskrig hele vejen til afslutningen. Kristian Hebsgaard gik forrest med et mål og to assister for Rungsted, mens Christian Crone markerede sig stærkt for Herlev. Kampen endte med en 4-3-sejr til Herlev, der derfor hænger godt på i toppen – lidt overraskende, men meget fortjent.

I den kommende uge er der flere dramaer i vente. Blandt andet når Rungsted – Gentofte spiller om Strandvejen, Odense – Vojens spiller om Lillebælt og Gladsaxe – Hvidovre spiller om topplaceringerne.