1. division: Vojens i finalen med 5-0-sejr i Herning

For første gang nogensinde er Vojens i finalen i 1. division. Sønderjyderne blev blot nummer otte i grundspillet, men er altså fløjet direkte gennem slutspillet med seks sejre på stribe.

I aften blev det til den anden sejr på stribe i Herning, hvor hjemmeholdets 1. divisionsmandskab blev slået med overbevisende cifre for anden gang i træk. I aften endte kampen med 5-0 til Vojens, der dermed vinder serien 3-0 efter 3-1, 8-1 og 5-0 over herningenserne.

De to første perioder blev tætte med Simon Rohwedder som eneste målscorer midt i første periode, og skulle vi helt frem til begyndelsen af tredje periode, før det næste mål kom.

Oliver Jessen og Daniel Madsen sørgede med to hurtige mål for en komfortabel føring til sønderjyderne på 3-0 og så lukkede og slukkede gæsterne også med to mål i slutfasen ved Frederik Rasmussen og Søren Dau Mortensen.

Vojens møder i finaleserien vinderen af kampene mellem Hvidovre og Rødovre, der mødes i kamp fire i serien i morgen i Rødovre. En eventuelt femte kamp i forstadsserien spilles skærtorsdag i Hvidovre.