1. Division: Uge 40

I den forgangne uge var der ikke fuldt program. Alligevel var der flere spændende opgør, som kunne ændre visse ting i ligaen. Og der skete ting og sager, selv om billedet formentligt vil ændre sig flere gange i løbet af sæsonen. Ligaen er mere tæt end den længe har været. Både i toppen og bunden, hvor en enkelt eller to kampe kan ændre de øverste pladser, uden at nogen decideret spilles af i bunden – naturligvis grundet den tidlige del af sæsonen, javist!

I Vojens tog hjemmeholdet onsdag mod de fremadstormende vestjyder, Esbjerg. Vestjyderne havde op til kampen forsynet sig med et par liga-aktuelle spillere, der skulle vise sig at være en god idé. Der var ikke spillet otte minutter, da gæsterne havde bragt sig foran.

Den unge back Emil Gantzel kunne kanonere kuglen i kassen. Og efter knap 13 minutter kom 2-0-scoringen i powerplay, og så var der pludselig lang vej hjem for hjemmeholdet. Anden periode vil formentligt mest kunne huskes for det slagsmål der udspillede sig kort før periodens udløb, men ellers var der ikke mange interessante momenter.

Til gengæld var tredje periode knap startet, før hjemmeholdet havde reduceret på mål af Palle Nørholm. Glæden skulle vare kort, da gæsterne kunne runde en god faceoff af, med et mål under et halvt minut senere. Den resterende del af perioden, foregik ganske harmløst, hvor hjemmeholdet aldrig rigtigt formåede at presse gæsterne. Og derfor kunne Esbjerg tage et ganske pænt spring op i tabellen.

Nordøst for Vojens blev der i Århus Skøjtehal og spillet ishockey onsdag aften. Her tog hjemmeholdet i mod Aalborg Ishockey, som øjnede muligheden for at toppe ligaen med en sejr. Og det skal da ellers siges, at Aalborg-spillerne havde tænkt sig at gribe den chance. AaB Ishockey havde til kampen for besøg af et par Aalborg Pirates-spillere, både Tobias Ladehoff og Jeppe Jul havde fået lov at vise sig frem på lavere niveau, og det skal siges at de takkede for muligheden. Begge spillere noterede sig for fire point hver. Tobias Ladehoff lavede 2+2, mens Jeppe Jul noterede sig for 1+3.

Første periode endte med de overbevisende 0-5-cifre til AaB Ishockey, som herefter lettede foden betragteligt fra speederen i 2. periode. Det var cheftræner Kasper Haslund næppe tilfreds med, da cifrene efter 2. periode var 1-6 – Hvor AaB scorede i sidste sekund af 2. periode . I 3. periode handlede det dog formentligt om at komme hjem helskindet for Aalborg. Århus skruede lidt på et par tangenter op til kampen, hvilket resulterede i et par scoringer. Men det blev aldrig en jævn kamp, og Aalborg kunne trille mod Nordjylland tre point og en førsteplads rigere.

Nord for København var der optakt til en ensidig forestilling, hvor bundholdet Gentofte bød topholdet Gladsaxe op til kamp. Forventeligt ville det være, hvis Gladsaxe havde kørt Gentofte over. Men en ganske tam og tandløs indsats fra førerholdet betød, at Gentofte kom godt fra land og hurtigt kunne bringe sig foran 2-0, og forspringet holdte hele vejen til slutningen, hvor slutresultatet 5-3 formentligt vil stå i skærende kontrast til den vigtighed den nordamerikanske kæde har for Gladsaxe.

Frederik Hansen vogtede i øvrigt målet for Gentofte, og han tog godt fra med en redningsprocent lige under de 90%. Mon ikke, at han ender med et par gode 1. Divisionskampe, der kan booste selvtilliden og afpudse formen til kommende ligakampe for Gentofte Stars.

Fredag aften gæstede overraskelsen fra Herlev, et af de forventede tophold, Hvidovre. Hvidovre der op til sæsonen har oprustet ganske fornuftigt, lagde godt fra land og kom også ganske forventeligt foran ved skarpe Andreas Silfverberg.

Minuttet efter havde Herlev udlignet, og det fik nok Hvidovre-boksen til at hanke op i sig selv. Presset steg mod Herlev-målet, og det var også ganske fortjent at Hvidovre efter knap et kvarters spil kunne bringe sig foran 2-1. Og hvem andre end Andreas Silfverberg? Få minutter efter kom 3-1-scoringen også og så forventede de fleste nok, at der var dømt massakre i den dystre skøjtehal på Vestegnen. I 2. periode ville Herlev det dog anderledes og gav noget bedre bid fra sig.

Kort før periodens udløb lykkedes det Hvidovre at reducere til 2-3 og bringe spænding ind i kampen igen. Det lugtede længe af en kamp, der kunne gå begge veje. Men til sidst trak Hvidovre fra, da det lykkedes Andreas Silfverberg at fuldende sit hattrick og dermed lukke kampe til 4-2. Hvilket gav Hvidovre fornyet tro på mulighederne for at vinde grundspillet, som må siges at være forventeligt – omend ikke andet, så en top 3-placering.

Lørdag eftermiddag blev rundens sidste kamp spillet, en kamp der kunne betyde oprejsning for hjemmeholdet Frederikhavn. Samtidigt kunne Odense spille sig ind i top 8, som de seneste sæsoner har været holdets placering, inden de har været enormt skarpe i slutspillet og har vundet bronze to år i streg. Allerede efter knap syv minutters spil havde tilskuererne fået alle mål.

1-2 stod der til Odense, og så handlede det om spille simpelt og holde disciplinen mod et stærkt kæmpende Frederikhavn-hold, der hele tiden lurede på muligheden for at reducere. Reduceringen udeblev, og derfor kunne Odense drage mod Fyn med tre gode point i bagagen. Det skal blive spændende at følge begge hold i kampen for slutspilshockey.