1. Division: Uge 1

Foto: Jan Korsgaard

I denne uge var der op til weekendens kampe lagt i ovnen til flere spændende opgør. Og visse af disse forventninger blev indfriet, mens visse hold skuffede fælt.

I Rungsted vandt hjemmeholdet ganske overlegent 6-3 mod et ellers på papiret stærkt Århus-mandskab, der dog bogstavligt talt fik slukket lyset. Lyset i hallen gik ved stillingen 4-2 og da det endelig kom igen, var der ikke den store tænding hos udeholdet.

Aalborg havde besøg af Herlev, som vanen tro altid kæmper bravt. Det var dog ikke nok til at overliste favoritterne fra Nordjylland. Aalborg hev en ventet sejr hjem, omend man nok havde regnet med en større margin. 3-2 og tre point på kontoen luner altid.

Rødovre var, uden sammenligning, den store vinder af denne weekend. Herning fik en på snuden, og måtte overnatte med et 1-4-nederlag i bagagen. Der var plads til forbedring inden kampen mod Rungsted.

I Gentofte var der returopgør efter fredagens afklapser på 0-6 til Hvidovre. Og selvom Hvidovre-mandskabet i nytårsdagene fik stjålet adskillige af deres stave, havde de dog stadig et par stave med mål i. Sejren på 5-1 lørdag kunne sagtens have været større, hvis ikke det var for et hav af brændte muligheder.

I det nordligste af Danmark, var Gladsaxe en tur forbi. Og det var absolut et gæstfrit hjemmehold der tog mod de langvejsrejsende. Gladsaxe havde dårligt fået busbenene på isen, inden man førte. Og gæsterne blev ved med at hamre den ene puck i nettet efter den anden. 11-1 0g en herlig start på weekenden for Gladsaxe.

Søndagen bød på en række “revanchekampe”. Århus skulle blandt andet forsøge at rejse sig mod Rødovre, Aalborg skulle holde takten fra lørdagens kamp, Herning skulle løfte sig mod Rungsted og Herlev skulle genvinde lidt momentum i forhold til slutspilspladserne.

Lad det være sagt med det samme – Rødovre havde ikke tænkt sig at give ved dørene. Århus blev ikke bare slået, de blev reelt gennembanket med hele 19-2. Hele ti forskellige målscorere noterede sig denne søndag, hvor Århus nok har haft en ganske stille og omend ikke lidt rundtosset bustur hjem.

Aalborg viste klassen og holdte Gladsaxe på afstand med en 4-2-sejr der blandt andet var grundlagt af Søren Vestergaards to mål samt ene assist. Det begynder at ligne et Aalborg-mandskab, der har sikker kurs mod slutspillet. Spændende om Gladsaxe kan holde trit med Aalborg.

I Rungsted var gæsterne fra Herning en tand for stærke, og det førte til en vigtig udesejr for Herning, stærkt anført af Thomas Guldbæks to mål. I øvrigt med kvindelige Maria Raabye Füchsel som hoveddommer. Og linjen var klar, spillerne forstod budskaberne og holdte sig fint fra boksen.

I weekendens sidste kamp skulle Frederikshavn dels rejse sig oven på den totale afklapsning lørdag, lige som man skulle forsøge at minimere afstanden op til slutspilspladserne. Herlev på den anden side skulle forsøge at holde afstanden og nærme sig slutspilspladserne. Og det var Herlev der med noget af en gang hawaii-hockey kunne tage tre point, og hoppe op på en 8. plads, med hjem til Herlev.

I den kommende uge er der også en række vigtige og spændende kampe i vente. 1. division bliver mere og mere spændende, jo tættere vi kommer på slutspillet som starter om to måneder.