1. Division: Det store overblik (4/4)

Denne lille portefølje af overblikket i 1. Division bringes som et startskud på en ny og spændende dækning af 1. Division for sæsonen 2015/2016. I den fjerde og sidste del af artikelserien, bringes et overblik af Herning, Aarhus, Aalborg og Frederikshavn.

Herning er der vanen tro altid et slagkraftigt hold, som trods visse rokeringer gør en god figur på papiret. Det kan nævnes at et par ældre navne er strøget ud af truppen, mens et par yngre drenge er trukket op for at styrken bredden og talentudviklingen.

Herning vil uden tvivl være en stærk bejler til en titel i 1. division. Alligevel kan det forventes at enkelte navne uden tvivl vil være savnede. Kristoffer Søgaard Jensen som allerede snusede sig frem til spilletid sidste sæson, vil uden tvivl være en skikkelse der kan savnes på holdet. Ligesom afgangen af Ulrik Thomsen på bredden vil kunne mærkes. Hans erfaring var også god for de unge navne.

Alligevel må det forventes, at Herning til denne sæson vil gøre en god figur, hvor der uden tvivl vil være flere drenge der formentligt vil stifte bekendtskab med Metal Ligaen. Upåagtet, at navne vil rokere den ene og den anden vej, må man antage at den røde tråd og konceptet i Herning IK vil være af afgørende betydning for slutplaceringen. De har et ganske fortrinligt springbræt til at gøre en god figur.

Forventet slutplacering: 3. plads.

Hos Aarhus er der gået og kommet et par nye navne. Mathias Duelund har fundet glæden og lysten til ishockey, lige som Mikkel Ottesen har valgt at prøve ishockeylivet i Aarhus – i øvrigt den fjerde klub på fire sæsoner. Man kan vel forestille sig, at han har været i alle jyske klubber, inden karrieren er ovre?

Aarhus har på den anden side sagt farvel til Rodijz Razmus og Davis Paipa som var ganske solide bekendtskaber. Alligevel må holdet siges at være bedre på papiret i år end sidste sæson. Det kræver naturligvis at flere af de bedste spillere stepper op. Eksempelvis må det forventes at Thomas Nielsen, Mads Riis og Søren Binder går forrest.

Defensiven på Aarhus-holdet er det svage led, upåagtet at angriberne har en ganske god bredde, er defensiven nærmest ikke-eksisterende og det vil kræve fire-seks mål at vinde kampe for Aarhus. Det rækker næppe til slutspil i Aarhus.

Forventet slutplacering: 9. Plads.

I den nordligste ishockeydel af Danmark finder vi Aalborg, der i denne sæson har langt flere afprøvede spillere i 1. Divsion. Sidste sæson var man unge og uafprøvede, i år er snakken en anden.

På bredden kan man se lidt tynde ud, specielt hvis Aalborg Pirates vælger at ændre kursen. Omvendt må man sige, at elevatorspillerne mellem AaB og AaP vil kunne styrke såvel AaB som hele 1. division. Der er uden tvivl grobund for et slagkraftigt hold.

Hvis man får kollektivet til at bestå, krydrer det med et par individualister og et konsekvent trænerteam, så er der en opskrift på et hold, der kan gå i slutspillet.

Forventet slutplacering: 5. Plads.

I den allernordligste ishockeydel af Danmark finder vi Frederikshavn, der ser meget uprøvede og udisciplinerede ud. Det vinder man næppe mange kampe på. Slet ikke mod de skarpe hold i powerplay.

Holdet har måtte sende et par navne op til Whitehawks og vil i den forbindelse næppe komme styrkede ud, da fødekæden i Frederikshavn ikke er veletableret efter en del rokeringer på trænersiden gennem de senere år. Alligevel vil holdet formentligt kunne kravle igennem sæsonen med skindet på næsen og måske nogle erfaringer rigere.

Det forventes ikke, at holdet klarer sig til slutspillet – de skal derimod forsøge at undgå at havne som sidst.

Forventet slutplacering: 13. Plads.