1. division: Det store overblik (2/4)

Denne lille portefølje af overblikket i 1. Division bringes som et startskud på en ny og spændende dækning af 1. Division for sæsonen 2015/2016. I den anden del af artikelserien, bringes et overblik af Gentofte, Gladsaxe og Rungsted.

Gentofte er der op til denne sæson sket lidt forskelligt omkring holdet. Blandt andet har man skilt sig af med enkelte spillere fra Metal Liga-truppen, som ellers har suppleret op på 1. divisionstruppen i løbet af den forgangne sæson.

Til gengæld er Mathias Rugholm tilbage, og hvis han vælger at dukke op kontinuerligt, er der ingen tvivl om, at han vil kunne hjælpe Gentofte offensivt.

Det store spørgsmål er, om backlinjen kan spille disciplineret og samtidigt gøre tingene enkle når de unge backer udfordres af det højere tempo. Det er også interessant, om målmandsteamet kan løfte niveauet efter Peter Becher har forladt skuden.

I tillæg hertil kan nævnes, at holdet på papiret er stærkere end hvad holdet reelt vil præstere. Der er mange spillere på holdet, som ofte undlader de lange udebaneture til Jylland, ligesom deres civile karriere ikke altid overlader mulighed for fuldt engagement.

Cheftræner Morten Christensen får i hvert fald sin sag for, når Metal Ligaen starter op igen, og flere spillere ikke er til rådighed.

Forventet slutplacering: 10. plads.

Ikke langt fra Gentofte finder vi Gladsaxe, der har oprustet gevaldigt op til denne sæson. Der er kommet flere nye ansigter i truppen og visse gamle kendinge er vendt tilbage.

Hvis ellers spillerne præsterer, kan man opnå en betragteligt bedre sæson end de seneste fire års nedtur. De nye amerikanske ansigter, Cameron Spiro, Julian Fialkow og Alex Castanzo bliver helt sikkert et vigtigt aktiv for Gladsaxe.

Samtidigt er det værd at bemærke, at man star med en af 1. Divisions bedste keepere i form af Kim Petersen, som på hans bedste dage kan vinde kampe alene.

Dog kan hans til tider manglende opbakning på backlinjen koste mål i mod. Der er ingen tvivl om, at Gladsaxe går en spændende sæson i møde.

Forventet slutplacering: 6. Plads.

I den nordligste ishockeydel af Sjælland finder vi Rungsted, der op til denne sæson har fundet flere dygtige spillere til truppen.

Offensivt er det et ganske fornuftigt og målfarligt hold. Spillere som Morten Lee-Olsen, Jeppe Burchard og Kristian Hebsgaard kan afgøre kampe alene, hvis de rammer dagen.

Det samme gælder Nikolai Filipsen, Christian Gade og Christian Keller. Der er ingen tvivl om, at holdet kan, hvis de yder maksimalt.

Defensivt får holdet dog en del udfordringer. Der mangler tyngde og spilintelligens blandt backerne, som vil udfordre dem betragteligt i løbet af sæsonen. En skade eller to på backlinjen vil svække dem yderligere og det kan koste dem mange point i løbet af sæsonen.

Forventet slutplacering: 12. Plads.