1-13 mod Sverige – U20-landsholdet i menneskehænder

Efter 2-1-sejren over Schweiz søndag aften dansk tid kom det danske U20-landshold i den grad ned på jorden igen, da de rød-hvide i nat mødte Sverige, som i år har et meget stærkt mandskab.

Svenskerne vandt med hele 13-1 i Rochester og alene i tredje periode måtte danskerne indkassere syv mål.

Noget af et wake up call for danskerne, der fik det enlige mål i anden periode ved Joachim Blichfeld.

Ishockeylandsholdets Facebook-side skriver følgende update efter tredje periode:

Overmatchet på samtlige parametre.

Et svensk hold, som vi spår til at gå rigtigt langt ved dette års VM og en hel del på blokken, som vi skal arbejde grundigt med i de kommende dage. Det må være læresætningerne efter aftenens kamp.

I morgen er der kampfri og en enkelt eftermiddagstræning inden Rusland venter onsdag aften.

Svenskerne var uden de to største navne, Rasmus Dahlin og Elias Pettersson og leverede 10 forskellige målscorere. Der er meget store forventninger til “Småkronarna” inden denne sæsons J20-VM, og at dømme efter nattens kamp er det et svensk hold i hopla, der stiller op ved det kommende VM.