0-4: Klart nederlag til Jokerit

Efter en enkelt sejr på det fire kampe lange roadtrip, som nu har taget sit slut, vender Jokerit Helsinki og danskerne Regin, Jesper B. Jensen og Philip Larsen nu tilbage mod hjemmebanen i Hartwall Arena.

Der var ikke megen snært over Jokerit i dag, hvor det blev til et klart nederlag hos Salavat Ufa – et godt stykke øst for Moskva. Hjemmeholdet vandt stensikkert 4-0 (2-0,0-0,2-0) foran 7432 tilskuere.

Samtlige danskere registrerede -1 i plus/minus-statistikken, Philip Larsen fik mest istid af alle Helsinki-spillere med 22:10 minutter. Peter Regin spillede knap 20 minutter, mens Jesper B. Jensen spillede 15:47 minutter.

Tirsdag og torsdag venter hjemmekampe mod Jekaterinburg og Yugra.

Jokerit fører stadig Bobrov Division et point foran Medvescak, der i går vandt 3-0 hjemme over Barys Astana. For tredje kamp på stribe var Patrick Bjorkstrand ikke med.